/ Nyheder / Årets bæredygtighedspris går til Tetriis

Årets bæredygtighedspris går til Tetriis

Under EJENDOM2023 vandt ejendomsudvikleren Tetriis “Årets Bæredygtighedspris” for deres landsdækkende seniorboligkoncept Agorahaverne.

Af

EJENDOM2023 Ejendomsbranchen samles den 31. oktober til topmøde i København

I dag løber topmødet EJENDOM2023 af stablen, og i den forbindelse har EjendomDanmark i samarbejde med Ejendomswatch netop uddelt “Årets Bæredygtighedspris.”

Prisen gik til ejendomsudvikleren Tetriis, der står bag de landsdækkende seniorboligfællesskaber Agorahaverne.

“Det er en bunden opgave for os alle at gøre vores branche mere bæredygtig, og her går Tetriis langt. Derfor er jeg glad for, at vi i dag på branchens vegne har kunnet overrække dem Årets Bæredygtighedspris. Stort tillykke med den,” lyder det fra Henrik Dahl Jeppesen, formand i EjendomDanmark. 

Ved EJENDOM2023 bliver der uddelt tre ejendomspriser, som alle har til formål at anerkende de virksomheder, der har ydet en særlig indsats i branchen i løbet af året.

Det er ejendomsbranchen selv, der har indstillet virksomheder og initiativer, hvorefter en fagjury har nomineret de i alt ni kandidater.

Kombinationen af juryens vurderinger og en afstemning på Ejendomswatchs hjemmeside har afgjort, hvem der skulle tildeles priserne.

Har både miljømæssig og social bæredygtighed i fokus

Fagjuryens indstilling af Tetriis begrundes blandt andet med, at virksomheden har både den miljømæssige og sociale bæredygtighed i fokus:

“Ejendomsudvikleren Tetriis udvikler, bygger og drifter de landsdækkende seniorboligfællesskaber Agorahaverne, som er et seniorboligkoncept. Her har virksomheden haft fokus på at reducere byggeriets samlede energi- og ressourcebehov både i forhold til drift og anlæg, men i høj grad også ift. de byggematerialer, der anvendes, som fx træ. Derudover er målet også at etablere livsbekræftende fællesskaber og styrke det gode naboskab, imens der samtidig er fokus på den miljømæssige bæredygtighed.”

Dette års jury bestod af fem prominente profiler fra ejendomsbranchen:

  • Michael Nielsen, Danica Ejendomme (juryformand)
  • Mia Manghezi, Pensiondanmark Ejendomme
  • Katja Paludan, Husen Advokater
  • Michael Byrgesen Hansen, Heimstaden
  • Tor Sinding, Sinding & Co.

Et stort tillykke med prisen fra EjendomDanmark!