/ Nyheder / Bæredygtighed skal være jordbunden

Bæredygtighed skal være jordbunden

Hvis en bæredygtig omstilling af ejendomsbranchen skal lykkes, må løsningerne ikke være for abstrakte. Sådan lyder det fra Annette Lylover Jensen fra Probus Ejendomme og Investering, der har tilmeldt sig et læringsforløb om bæredygtighed i EjendomDanmark.

Af

Bæredygtig omstilling i ejendomsbranchen må ikke blive et møde i en rundkreds kun med snak om abstrakte verdensmål og planetære grænser. I stedet skal vi ned i materien – derned, hvor bæredygtighed bliver håndgribeligt. Det mener Annette Lylover Jensen, administrationschef i Probus Ejendomme og Investering, der administrerer ejendomme.

Probus Ejendomme og Investering har tilmeldt sig EjendomDanmarks læringsforløb om bæredygtighed med forhåbning om, at læringsforløbet har øje for virksomhedernes meget konkrete virkelighed.

”Bæredygtighed skabes i hverdagen og de valg, vi træffer dér. Vi skal mere til jordbunden, end vi skal op i højden og beskæftige os med flyvske tanker,” siger hun.

Et åbent sind

Annette Lylover Jensen fortæller, at Probus Ejendomme og Investering går ind til læringsforløbet med et åbent sind. De har derfor ingen forventninger til, hvilken viden de står tilbage med, når forløbet er overstået.

”Vi har ingen præcise emner i hovedet. Vi har ikke lyst til at have for mange forventninger på forhånd. Vi er bare spændte og glade for, at der endelig kommer noget hjælp til ejendomsbranchens bæredygtige omstilling. Det er på tide,” siger hun og fortæller, at de mærker en stigende interesse fra alle type lejere på bæredygtige tiltag på ejendommene, som de gerne vil reagere på.

”Lejerne forventer i stigende grad bæredygtighed, når vi taler med dem. Men bæredygtighed er et område under voldsom udvikling, så vi har brug for at blive klædt på til, hvordan vi kan besvare nogle af de mange idéer og input, vi får fra vores lejere,” siger hun.

Del ud af viden

Probus Ejendomme og Investering ser i læringsforløbet frem til at samarbejde med andre virksomheder og blive klogere på endnu flere tiltag, der kan komme beboerne i de ejendomme, de administrerer, til gode.

“Vi håber, at vi bliver udfordret på vores arbejdsgange, og at vi samtidig kan udfordre vores ’konkollegaer’. Vi skal have dialogen om, hvordan vi helt konkret kan gøre ejendommene mere bæredygtige. Vi tror meget på, at vi bliver bedre af at dele ud. Vi tror på, at vi får mindst lige så meget tilbage igen,” siger hun og tilføjer:

”Det, som den ene virksomhed overser, det har en anden måske allerede på radaren. Vi skal tale sammen. Det er helt tydeligt, at vi i branchen kan gøre meget mere for bæredygtighed, men det kræver at vi ved, hvad det er, vi alle sammen kæmper med.”

Sidste chance

Hvis du også er usikker på, hvad bæredygtighed betyder for netop din virksomhed, er det ved at være sidste chance for at tilmelde sig læringsforløbet. Det gør du her.

Læringsforløbet er en del af EjendomDanmarks store bæredygtighedsprojekt, Bæredygtig Omstilling i Ejendomsbranchen, som sker i samarbejde med Rambøll.

Projektet er finansieret af Realdania, Grundejernes Investeringsfond, EjendomDanmark Fonden, Forenet Kredit og Rambøll Fonden og tæller også udviklingen af en digital læringsplatform.