Et tidligere kontorhus er forvandlet til samlingspunktet for 26 organisationer og 180 mennesker, der arbejder med kunst, social innovation og bæredygtighed. Bygningen på Thoravej 29 er netop blevet kåret som vinder af Renoverprisen 2025.
Et loft er blevet til trapper, en facade til gulv, og gamle døre er makuleret og omdannet til nye borde. Den omfattende genanvendelse har reduceret CO₂-udledningen med op til 88 procent og byggeaffaldet med 90 procent. Det er blandt andet derfor, at holdet bag Thoravej 29 i København i år løb afsted med sejren.
Projektet er skabt på initiativ af Bikubenfonden, som i 2021 købte den 4.621 m2 store bygning.
“Vi er meget glade for og stolte af det samarbejde og store holdindsats, der ligger bag at skabe Thoravej 29. Modet fra alle de involverede parter og brugernes indspark har været helt afgørende for, at vi står her i dag,” siger Søren Kaare-Andersen, direktør i Bikubenfonden, i en pressemeddelelse.
400 hektar stort naturområde vinder Specialprisen 2025
Ved siden af hovedprisen skulle vinderen af Specialprisen også kåres. Det blev Fælles Mødested Tarup-Davinde, en tidligere landejendom, som er blevet transformeret til en moderne bålhytte og samlingspunkt for friluftsliv, læring og lokale fællesskaber. Projektet hyldes især for dens respekt for bygningens historie.
Renoverprisen er stiftet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond med henblik på at anerkende renoveringsprojekter, der er med til at bane vejen for, hvordan vi bedst løser den store samfundsmæssige opgave, det er at få renoveret den eksisterende bygningsmasse i Danmark.
Du kan læse mere om begge projekter her.