/ Nyheder / Høringssvar sendt afsted om fejlrettelser i lejeloven og tilbudspligt 

Høringssvar sendt afsted om fejlrettelser i lejeloven og tilbudspligt 

EjendomDanmark har netop sendt et høringssvar afsted vedrørende lovforslaget om den tidligere omtalte rettelse af fejlen ved sammenskrivning af lejeloven samt omkring stramningen af tilbudspligten til Social-, Bolig- og Ældreministeriet.

Af

Hen over sommeren har flere organisationer, heriblandt EjendomDanmark, udarbejdet og sendt høringssvar afsted til Social-, Bolig-, og Ældreministeriet med henblik på at få rettet op på den fejl, der under sammenskrivningen af den nye lejelov opstod, og som såede tvivl om udlejers mulighed for at regulere huslejen med NPI (nettoprisindeksering).  

Siden sommeren 2022 har den utilsigtede fejl skabt en del uro og frustration blandt EjendomDanmarks medlemmer. Ønsket fra EjendomDanmarks har siden dengang været at få rettet op på fejlen hurtigst muligt, men et folketingsvalg og en regeringsdannelse kom forrige efterår i vejen. Det på trods af at både den tidligere og nuværende regering siden har ønsket et opgør med fejlen.    

Nu er der udsigt til, at den snart er fortid. 

Fejl snart fortid 

Derfor ser EjendomDanmark meget positiv på, at de før omtalte fejlrettelser i lejeloven vedrørende nettoprisindekseringen ser ud til at komme.  

”Vi er meget glade for, at der nu er udsigt til, at der langt om længe kommer styr på den fejl, der desværre havde sneget sig ind i lejeloven. Det vil helt automatisk skabe klarhed om spørgsmålet og give ro til vores medlemmer, at de igen, med tydelig og utvivlsom lovhjemmel, vi kunne regulere efter nettoprisindekseringen,” lyder det fra Lena Hartmann, der er juridisk direktør i EjendomDanmark.  

Det er på nuværende tidspunkt planen, at lovforslaget fremlægges i Folketinget, når det igen er åbner til oktober. Dermed vil der være udsigt til, at der kommer helt styr på fejlrettelsen fra og med d. 1. januar 2024, hvis lovforslaget går igennem i løbet af efteråret.  

Tilbudspligten i fremtiden  

Det er ikke kun fejlrettelser, som EjendomDanmark har sendt høringssvar omkring. Også tilbudspligten er i fokus. Og selvom det tiltænkte indgreb er meget mindre omfangsrigt end tidligere fremsatte forslag, ser EjendomDanmark kritisk på den forslåede stramning af tilbudspligten. Den vil nemlig medføre at tilbudspligten også udløses i de situationer, hvor der afstås en majoritet af stemmer i ejendomsselskabet. 

”Tilbudspligten er og forbliver en indgriben i den private ejendomsret og det er vores medlemmer naturligvis ikke positivt stemte overfor. Ydermere er den foreslåede udvidelse baseret på et meget tyndt grundlag,” forklare Lena Hartmann og fortsætter:  

“Vi ser fortsat frem til analysen af hvordan tilbudspligten i fremtiden kan gøres mere smidig og mindre bureaukratisk jf. Bygge- og Boligaftalen af 15. maj 2023.” 

Læs EjendomDanmarks høringssvar om fejlrettelser her og tilbudspligt her