Erfa-gruppen for ejendomsadministratorer og udlejere i Aarhus og omegn holdt møde torsdag den 24. november 2022. Vært for mødet var Vidar Ejendomme, og det nyligt vedtagne loft for nettoprisindeksering af lejeniveauer var sat på dagsordenen.
Lars Horst Petersen, Vidar Ejendomme, og Kirsten Therkelsen, Taurus Ejendomsadministration, holdt et oplæg om de regler for maksimal nettoprisindeksering af lejeniveauerne. De 13 deltagere i mødet fik en grundig indføring i de nye regler og den praktiske håndtering af dem. Oplægget fra de to oplægsholdere omfattede også en vurdering af mulighederne for at benytte den særlige adgang til at foretage højere nettoprisindeksering end 4 % p.a. ud fra den faktiske omkostningsudvikling, men vurderingen mundede ud i en konklusion om, at denne særlige reguleringsmetode reelt er umulig at anvende i praksis.
Efter indlægget var der en livlig drøftelse af regelsættet og de konsekvenser, som det har for branchen, og der blev ikke overraskende udtrykt stor utilfredshed blandt mødedeltagerne med regelsættet. Drøftelserne viste også, at der faktisk ikke er nogle udlejere eller administratorer, som har haft intentioner om at foretage reguleringer på niveau med nettoprisindeksstigningerne på 8-10%, men at der helt generelt er udvist mådehold med regulering af lejeniveauerne.
Ved afslutning af mødet orienterede Mogens Dürr om, at en udlejer for nylig er blevet idømt en bøde på 250.000 kr. for manglende overholdelse af orienteringspligten efter lejelovens § 194, stk. 1