KLP Ejendomme Danmark udgjorde rammen, da EjendomDanmark inviterede til konferencen ”Bæredygtige PropTech-løsninger”. Mange havde fundet vej til Ørestaden for at blive præsenteret for konkrete erfaringer med valg og implementering af digitale løsninger fra ejere og administratorer, og også få indsigt i lejernes appetit på en mere digital hverdag.
Afsættet var det fælles brancheprojekt ”Digitalt fokus for lejer og ejer i et bæredygtigt perspektiv,” som EjendomDanmark har stået i spidsen for siden januar 2021.
Vidensdeling er alfa omega
EjendomDanmarks administrerende direktør, Peter Stenholm, indledte konferencen.
”Det, der er særligt tilfredsstillende ved vores igangværende projekt, er, at det er båret af både lejere og udlejere. I løbet af dagen vil vi komme ind på begge parters behov, og hvordan man kan bruge det digitale fokus i branchen,” sagde han.
Samtidig understregede han vigtigheden af, at branchen samles og lærer af hinanden.
”Vi skal spille hinanden gode og er hinandens forudsætninger for at lykkes. Det gør vi blandt andet ved at dele ud af vores erfaringer, som vi gør i dag.”
Han gav herefter ordet videre til Anders Svendsen, chefjurist i LLO og Morten Marott Larsen, underdirektør i EjendomDanmark, som gav deres syn på lejernes og ejernes behov for flere digitale løsninger i boligejendommene.
Digitalt tigerspring
Anders Svenden og Morten Marott Larsen tog udgangspunkt i resultater fra en omfattende survey blandt både lejere og ejere, som er blevet foretaget i foråret 2022. Her er mere end 4.000 lejere og ejere blevet spurgt ind til behov og barrierer for digitalisering.
Gennem deres oplæg drøftede de lejeres og ejeres væsentligste fællesnævnere for digitalisering som for eksempel energieffektive boliger, indeklima, kommunikation mellem lejer og ejer og indsigt i det grønne regnskab.
Om undersøgelsens resultater sagde Anders Svendsen blandt andet:
”Det har overrasket mig, hvor meget lejerne har rykket sig på ret kort tid. Tilbage i 2016 var vi en arbejdsgruppe, der kiggede på digital kommunikation. Her var der en del lejere, der ikke var så glade for det. Jeg tror, at coronakrisen har ført til et digitalt tigerspring.”
Et af de områder, undersøgelsen er dykket ned i, og som har vist sig at være vigtigt for både lejer og ejer, er indeklima.
”At føle sig godt tilpas i sin bolig betyder selvfølgelig noget for lejerne, og hele 50 procent oplever et behov for bedre indeklima. Jo bedre ejerne bliver til at styre boligejendommens indeklima digitalt, jo nemmere vil det være at ramme den enkelte lejers behov,” sagde Morten Marott Larsen.
Et andet vigtigt område for både lejer og ejer er udsigten til en mere energieffektiv bolig og også interessen for at se det grønne regnskab for egen bolig er steget. Lejerne vil gerne holde øje med forbruget og muligheder for besparelser.
Villig til at give snor
Men alle nye tiltag kommer med en pris, og lejerne er derfor også blevet spurgt ind til, om de vil betale lidt mere i leje for at bo mere bæredygtigt. Og noget tyder på, at en større gruppe lejere er villige til at give lejen lidt snor. I undersøgelsen fremgår det, at 40% er villige til at betale 5% mere i leje.
”Betalingsvilligheden vil afhænge af, hvem man spørger og hvilke forudsætninger, de har. For pensionister kan en lejeforhøjelse være dyr. Der vil være mange forskellige syn på det internt i en ejendom,” sagde Anders Svendsen.
Kom på kursus
Fjernbetjening til kontorejendommen
Inden for erhverv, viser der sig også en tydelig udvikling, når det gælder krav til digitalisering fra fx kontorlejere. Thomas Foxby-Jacobsen gav indsigt i IT-virksomheden Triforks erfaringer i samspillet mellem kontorlejer og -udlejer, når det kommer til digitale erhvervslejemål. Trifork vil for eksempel gerne tilbyde brugerne fuld kontrol – en fjernbetjening til kontoret – hvor de selv kan styre temperatur, lys, ventilation osv.
Kill your darlings
Herefter fortalte først Paw de Sparra Lundin fra Cobblestone A/S og efterfølgende Michael Dyhr Sørensen & Michael Mose Midtgaard fra ATP Ejendomme A/S om arbejdet med data, og hvordan de kombinerer egne og eksterne kilder og implementerer værdiskabende løsninger til intern effektivisering og information til hver deres kunder. Nogle af de overordnede key take aways i oplæggene fra Cobblestone A/S og ATP Ejendomme A/S var:
Kill your darlings – selvom man som virksomhed har kastet sig over digitale løsninger, der var smarte engang, så vil det være gavnligt at sende nogle løsninger på pension til fordel for nyere og smartere modeller. Samtidig bør man ikke holde krampagtigt fast i løsninger, der ikke virker efter hensigten, blot fordi der er investeret i dem. Et godt råd var også at begynde i det små. Og så kræver alle forandringer solid opbakning fra ledelsen.
Imødekommer en tsunami
Peter Hebin Bruun, Head of ESG i ATP Ejendomme A/S, tog over og fortalte om, hvordan digitale løsninger er med til at understøtte klimadagsordenen ved at monitorere og styre deres ejendomme og sikre den langsigtede værditilvækst.
”Bæredygtighed er en forudsætning for, at vi kan tiltrække og fastholde vores kunder,” fastslog han.
Data og digitale løsninger dække tre behov i ATP: Det giver indsigt i porteføljen, mulighed for løbende opfølgning på resultater og dialog med kunderne, og sidst men ikke mindst baner det vejen for at rapportere til blandt andet årsregnskab, EU Taxonomi og Finanstilsyn.
”Vi bliver mødt af en tsunami af rapporteringskrav fra EU. Hvis ikke vi har data på de forskellige områder og har digitaliseret vores processer, kunne jeg ikke lave andet end at rapportere. Men vi vil hellere bruge vores tid på at finde frem til, hvordan vi får grønnere og sundere ejendomme,” sagde Peter Hebin Bruun.
Digital lejerkommunikation
Til slut fortalte Tomas Jandorf, medejer af Tetris A/S, om en række inspirerende boligprojekter – med social bæredygtighed som ledestjerne og om, hvordan de med afsæt i fællesskabsprincipper og indsigt i lejeres behov skaber værdi gennem innovativ boligudvikling og digitale løsninger for kommunikation og fællesskaber. Blandt andet har de udviklet forskellige kommunikationsplatforme, som skal få fællesskabet i seniorboligfællesskaber til at blomstre.