/ Nyheder / Vil du være ejendomsbranchens nye ambassadør?

Vil du være ejendomsbranchens nye ambassadør?

Hvordan fandt du vej til ejendomsbranchen, hvilke opgaver brænder du for at løse i det daglige, og hvordan ser du din karriere udvikle sig i de kommende år? Har du lyst til at sprede budskabet om, hvorfor ejendomsbranchen er en spændende arbejdsplads og dele dine hverdagsoplevelser med andre, så er det lige dig, vi står og mangler.

 

Af

Måske er du selv stødt på dem på enten Facebook eller Instagram – ejendomsbranchens unge ambassadører, der i ord og billeder giver et indblik i deres daglige højdepunkter på arbejdspladsen. Nu udvider EjendomDanmark sit ambassadørkorps med flere profiler, der skal kaste lys over de mange jobmuligheder, der er i ejendomsbranchen.

”Vi er rigtig glade for vores nuværende ambassadører – de har virkelig taget opgaven til sig og gør et rigtig godt stykke arbejde. Vi ønsker nu at brede indsatsen ud, så kampagnen favner endnu flere af de profiler, der hver dag går på arbejde i ejendomsbranchen og er med at skabe rammerne,” siger Lotte Rendtorff, seniorkonsulent hos EjendomDanmark.

Hvad enten det er arkitekter, IT-medarbejdere, kommunikationsmedarbejdere eller Investment, Asset og Facility Managers, så kan alle være med til at øge kendskabet til branchens mange karrieremuligheder.

”Så kender du en, der matcher, eller kunne det endda være dig selv? Så er det dig, branchens rekrutteringsindsats står og mangler,” lyder opfordringen fra Lotte Rendtorff.

Tilbud om oplæring

Nye ambassadører vil blive inviteret til workshop den 4. oktober hos EjendomDanmark, hvor de bliver klædt på til at varetage rollen, får gode råd, tips og tricks til at lave opslag, video på sociale medier og meget mere.

Interesseret?

Så send en mail til Lotte Rendtorff på lre@ejd.dk. Du er også velkommen til at kontakte Lotte Rendtorff, hvis du har spørgsmål.

Du kan bl.a. møde de nuværende ambassadører på Facebook, hvis du søger på Property Careers og se rekrutteringsindsatsens kampagneside og videoer her: www.propertycareers.dk