/ Nyheder / Trives med travheste

Trives med travheste

Kong Fu og Go Fast Shadow. Bag de kreative navne gemmer sig et par af de travheste, Jeanne Holm Roskvist træner. Arbejdet med hestene giver blandt andet inspiration til, hvordan hun strukturerer de daglige opgaver på kontoret.

Af

Jeanette arbejder som ejendomsadministrator, men i sin fritid arbejder hun med heste. Foto: Jeppe Carlsen.

Det, der begyndte som en løs snak i en frisørstol tilbage i 80’erne, skulle siden vise sig at blive startskuddet til Jeanne Holm Roskvists livslange hobby.

”Min mor er damefrisør, og en dag faldt hun i snak med en tilflytter, der holdt travheste. Jeg var allerede som barn interesseret i heste, så hun fik hurtigt indgået en aftale om, at jeg kunne kigge forbi. Det blev jeg faktisk ret sur over – hun skulle ikke bestemme, hvad jeg skulle bruge min fritid på,” fortæller Jeanne, der på det tidspunkt gik i 6. klasse.

Det varede dog ikke længe, før hun alligevel stod nede i stalden.

”En søndag, hvor jeg kedede mig, måtte jeg krybe til korset. Det kunne måske være meget spændende at se til de heste.”

Kort karriere

Herefter tog det fart, og Jeanne gik fra at gå til hånde i stalden til selv at få travheste som ung pige. Samtidig fik hun taget licens til at køre løb med sulky – en letvægtsvogn med to hjul og et sæde til føreren. Men den del af karrieren blev kort.

”Jeg nåede kun at køre ganske få løb. Ved et af løbene tog hesten magten fra mig, og det endte med, at jeg faldt af. Det var skræmmende, og siden har jeg overladt den del til professionelle,” siger Jeanne.

I dag bor hun på et nedlagt landbrug sammen med sin mand Brian og deres seks travheste, som de er fælles om at opdrætte og træne op til løb. Ved siden af arbejder Jeanne hos Dansk Administrationscenter som ejendomsadministrator.

Vigtige redskaber

At arbejde med heste i fritiden er afstressende i en ofte travl hverdag, fortæller hun:

”Når man kommer hjem fra kontoret og går over til hestene, så bliver de daglige arbejdsopgaver hurtigt lagt på hylden. Hestene skal selvfølgelig passes hver dag, men det er for det meste forbundet med rutine og afslapning at gå rundt i stalden.”

Arbejdet med heste er ikke kun afslappende, men har også givet hende nogle vigtige redskaber til hverdagen. Blandt andet har hun lært at planlægge, strukturere og optimere sine arbejdsgange såvel i stalden som på kontoret.

”Lige så vigtigt det er at følge rutinen og træningsprogrammet, når man har med heste at gøre, lige så vigtigt er det at tænke ud af boksen, hvis noget ikke fungerer for den enkelte hest. Den måde at arbejde på kan nemt overføres til mit arbejde som ejendomsadministrator,” siger hun og fortsætter:

”Der er jo årligt tilbagevendende opgaver på ejendommen, løbende varslinger, huslejeopkrævninger, rykkerkørsel og meget andet, som skal køre i faste arbejdsgange. Men tilpasning i den enkelte situation er også vigtigt – for eksempel hvis der opstår en konflikt med en lejer.”

Eventyr og kærlighed

Interessen for heste har også givet hende adgangsbillet til store eventyr og den store kærlighed. Før karrieren i ejendomsbranchen blev hun nemlig tilbudt at tage til USA og passe væddeløbsheste. Brian var på det tidspunkt travtræner og rejste med, og det var på den rejse, de for alvor fik øje på hinanden.

”De næste tre år trænede vi hestene til at deltage i løb og klargjorde dem til selve væddeløbene. Det kan sammenlignes lidt med at rejse rundt med cirkus, hvor vi fik besøgt en masse forskellige byer og stater. Det var både en spændende og hård tid, da vi arbejdede syv dage om ugen. Savnet til Danmark og familien gjorde, at vi rejste hjem igen – men nu som kærester,” siger Jeanne.

Adrenalinen pumper

Et af højdepunkterne ved at træne travheste er, hvordan unghestene klarer sig i prøveløbet, der afgør, om de er gode nok til at deltage i de professionelle væddeløb, hvor der kan være en pengepræmie på spil, fortæller Jeanne.

”Adrenalinen pumper, og hjertet banker – hvordan præsterer hestene, og har vi trænet dem rigtigt? Vi kan godt have en fornemmelse af, hvilken type hest, vi arbejder med, men det er på banen, det virkelig gælder. De gange vores heste løber først over stregen til et professionelt væddeløb, føles det rigtig godt.”