Region Midtjylland rykker op som Danmarks næstmest ejendomsvenlige region. Det viser EjendomDanmarks årlige undersøgelse, der vurderer kommunernes ejendomsvenlighed ud fra objektive kriterier som dækningsafgift, grundskyldspromille, lejeregulering, byggesagsbehandlingstid og ejendomsforbrydelser.
Sidste år lå regionen som nummer tre blandt landets fem regioner. I år løfter både Hedensted Kommune og Holstebro Kommune regionen, mens Struer fastholder sin top-ti-placering.
”I Hedensted har man helt afskaffet dækningsafgiften, og i Holstebro er byggesagsgebyret sænket. Det er konkrete tiltag, der sender kommunerne op ad ranglisten. Det viser virkelig, hvordan målrettet arbejde kan styrke erhvervslivet og tiltrække investeringer,” siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark.
Brancheorganisationen har målt kommunernes ejendomsvenlighed siden 2012.
Solrød Kommune topper for første gang
I Region Sjælland findes årets vinder. Det er nemlig Solrød Kommune, der for første gang nogensinde løber med titlen som Danmarks mest ejendomsvenlige kommune. Det skyldes blandt andet, at kommunen ikke har dækningsafgift, og at antallet af ejendomsforbrydelser er reduceret sammenlignet med tidligere år.
”Men det, der virkelig bringer kommunen til tops, er deres arbejde med at reducere både sagsbehandlingstid og gebyr på byggesager. Med kommunalvalget lige om hjørnet er det oplagt for andre kommunalbestyrelser at lade sig inspirere,” siger Peter Stenholm.
Landets mest ejendomsvenlige region er Region Syddanmark, der altså efterfølges af Region Midtjylland. På tredjepladsen ligger Region Sjælland, mens Region Nordjylland og Region Hovedstaden indtager fjerde- og femtepladsen.
Top fem mest ejendomsvenlige kommuner i Region Midtjylland
- Holstebro (nr. 5 på landsplan)
- Hedensted (nr. 6 på landsplan)
- Struer (nr. 9 på landsplan)
- Favrskov (nr. 13 på landsplan)
- Ringkøbing Skjern (nr. 20 på landsplan)