Hvad kommer den nære fremtid til at byde – både omkring os og i ejendomsbranchen? Det vil vi zoome ind på, når branchen mødes den 7. november til EJENDOM2024.
En af dem, der deltager på topmødet er Ann-Sofie Østberg Bjergby, CFO i AKF, som er nomineret til Årets Bæredygtighedspris. Hun kommer her med sit perspektiv på fremtiden, hvor særligt arbejdet med bæredygtighed fylder.
Hvad tror du, at den nære fremtid kommer til at byde ejendomsbranchen?
De seneste år har været præget af store rente- og inflationsudsving, fastlåst likviditet og udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, og personligt har jeg brugt en stor del af min tid på at sikre en fornuftig likviditet.
Jeg forventer, at den kommende tid vil bringe mere stabilitet med sig, hvilket betyder et øget fokus på at sikre en effektiv drift og et fornuftigt afkast på tværs af vores ejendomme. Og netop stabilitet er kærkomment, da ejendomsbranchen samtidig står over for et markant pres om at være med til at fremme den grønne omstilling. Særligt de nye 2025-klimakrav vil få stor betydning, med blandt andet nye LCA-krav for nybyggeri.
Hos AKF ser vi det som et positivt skridt i den rigtige retning, for det er på høje tid, at vi i branchen står sammen om en mere bæredygtig fremtid.
Hvad kommer din virksomhed til at fokusere på de kommende år?
Vores fokus vil være på bæredygtighed, afkast og datagennemsigtighed. Vi skal finde holdbare og strategiske løsninger inden for bæredygtighed, og selvom vi har gjort meget de seneste år, er det tid til at planlægge fremadrettet for de kommende års indsats. ESG-dagsordenen vil fortsat fylde, da vi ønsker at styrke vores ESG-rapportering yderligere og drive den grønne omstilling fremad. Det kan vi kun gøre ved at udfordre vores egne tilgange og dele erfaringer på tværs af branchen for at skabe de nødvendige forandringer.
Samtidig vil vi intensivere arbejdet med datagennemsigtighed og sikre, at beslutninger baseres på pålidelige og tilgængelige data gennem hele værdikæden. Ofte taler man i branchen ud fra forskellige perspektiver og med forskellige udgangspunkter, hvilket vi vil adressere med stærkere data og herved bedre beslutningsgrundlag.
Derudover har vi en række spændende projekter på tegnebrættet, herunder Brøndby Strand og Hersted Industripark. Her vil vi trække på vores erfaringer for at skabe rammer, der afspejler vores værdier om trivsel og fællesskaber, og fremme sociale fællesskaber, der rækker ud over mursten og materialer.
Hvad ser du mest frem til på EJENDOM2024?
Jeg glæder mig til at mødes med kollegaer fra branchen og høre, hvad der optager dem lige nu. Det er altid inspirerende med spændende oplæg, nye perspektiver og diskussioner, som kan give et kærkomment afbræk fra hverdagen. Samtidig ser jeg frem til at drøfte implementeringen af 2025-klimakravene, som lægger et stort pres på branchen, men også åbner muligheder for at løfte i flok.
Derudover er jeg selvfølgelig meget spændt på uddelingen af Årets Bæredygtighedspris, hvor AKF er nomineret. Det er en stor anerkendelse af vores arbejde med at fremme den grønne omstilling og sikre inkluderende fællesskaber. Så jeg krydser naturligvis alt, hvad jeg kan.