/ Nyheder / Skal du med til ejendomspolitisk åbningsdebat?

Skal du med til ejendomspolitisk åbningsdebat?

Den 6. oktober blænder EjendomDanmark op for årets ejendomspolitiske åbningsdebat i samarbejde med Realkredit Danmark. Der er et begrænset antal pladser, så husk at tilmelde dig.

Af

Fra Ejendomspolitisk åbningsdebat 2018. Foto: Sisse Stroyer.

I år har den ejendomspolitiske åbningsdebat et dobbelt fokus. Først kaster vi lys på en række af de udfordringer, som København står over for. Som landets største by kan udviklingen her nemlig være toneangivende for resten af landet. Derfor har vi inviteret Line Barfod (Enh.) og Mia Nyegaard (RV) til at give deres bud på, hvilken vej vinden blæser – og bør blæse – i København. Hvordan ser de på byens udvikling? Hvad skal der mere eller mindre af? Og hvad kan kommunen gøre for at sikre udviklingen af byen?

Derefter har vi fokus på det landspolitiske. Flere vigtige temaer presser sig på: Ny lejelov, regler for almene boliger, boligadgang og boligmarked, dækningsafgift og ejendomsvurderinger. Til at give deres vurdering af de største udfordringer her og nu har vi inviteret Heidi Bank (V) og Mona Juul (K).

Dagen indledes med en økonomisk vejrudsigt leveret at Mark Maack Gibson, der er chefanalytiker hos Realkredit Danmark, og igen i år leder Rulle Grabow os kyndigt gennem debatten.

Det praktiske

Arrangementet foregår traditionen tro i Kuppelsalen, Laksegade 10, 1063 København K fra klokken 15-17.

Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig. Der er et meget begrænset antal pladser i Kuppelsalen, så tilmeld dig nu.

Du tilmelder dig ved at send en e-mail til Gregers Ahlefeldt-Laurvig-Bille på gra@ejd.dk.