Julen er hjerternes fest, men desværre også en fest, hvor indbrudstyvene har for vane at kigge forbi, når mange danskere forlader hjemmet for at besøge familie og nære venner.
For at undgå indbrud anbefaler EjendomDanmark, at man har sikkerheden i top og får det til at ligne, at der er nogen hjemme. Erhvervsorganisationen har her listet fem konkrete tips til at undgå ubudne gæster juleaften.
1. Tjek vinduer og døre
Døre og vinduer er indbrudstyvens fortrukne indgange under et tyveri. Forholdsvis nye døre og vinduer gør det svært for tyven at trænge ind. Har du ældre vinduer og døre, kan de nemt opgraderes med nye lister, beslag, indvendige låse eller suppleringslåse.
2. Lås skur og garage
Sørg for at låse skuret eller garagen af, hvis du har noget værdifuldt derinde. Har du værktøj hængende, er det mindst lige så vigtigt at få låst af, så tyven ikke låner et redskab og bryder ind i dit hus.
3. Tænd de elektriske julelys
Lad de inden- og udendørs elektriske julelys være tændt, når du forlader dit hjem. Lysene skaber opmærksomhed og gør det svært for tyven at udføre et ugeneret indbrud i mørket.
4. Tænd og sluk-ur
Sæt et tænd og sluk-ur til at styre lyset på din matrikel. Sørg for at lyset er tændt i aftentimerne, så det ligner, at der er nogen hjemme. Det er ikke trygt for indbrudstyven at begå indbrud i et hjem fuld af lys.
5. Nabohjælp
Er dine naboer hjemme i løbet af julen, kan du alliere dig med dem, så de kan holde lidt øje med dit hus. Synlige naboer hjælper også med at holde tyvene væk. Aftal at ringe sammen, hvis du eller dine naboer oplever noget mistænkeligt i området.