I skrivende stund er der 51,3 mio. kr. tilbage i puljen i år, og Energistyrelsen modtager stadig mange ansøgninger.
Muligt at søge resten af året
For at sikre, at virksomheder fortsat kan søge tilskud til energi- og CO2-besparende projekter, åbner styrelsen senest den 1. november 2023 for ansøgninger til de 614 mio. kr., som de forventer, der vil være i puljen i 2024. Modtager Energistyrelsen ansøgninger for mere end de 51,3 mio., fremrykker de åbningsdatoen for 2024-midlerne.
Det vil dermed stadig være muligt at søge tilskud fra Erhvervspuljen resten af året, og virksomhederne kan fortsat påbegynde deres projekter, så snart de har modtaget en kvittering fra styrelsen. Kvitteringen sendes umiddelbart efter modtagelse af ansøgningen.
Vær opmærksom på
Som virksomhed skal I fortsat være opmærksom på:
1. Hvis I efter endt sagsbehandling får afslag på jeres ansøgning, skal I selv afholde udgifterne til jeres konkrete projekt.
2. Energistyrelsen kan først begynde sagsbehandlingen for ansøgninger til 2024-midlerne fra januar, når Finansloven for 2024 er trådt i kraft. Ansøgninger, som de har modtaget forinden, vil derfor først blive behandlet i det nye år.