Et nyt og styrket samarbejde. Det er lige præcis de ord, der beskriver den nye aftale som ejendomsbranchens brancheorganisation EjendomDanmark og den nordjyske grundejerforening og ejendomsadministrator ProDomus netop har indgået.
ProDomus har udvidet sit medlemskab hos EjendomDanmark, hvilket betyder, at ProDomus’ omtrent 700 medlemmer igennem deres medlemskab i foreningen, nu også vil være en del af branchefællesskabet i EjendomDanmark. Ifølge ProDomus’ adm. direktør, Britta Jespersgaard, er det foreningens ambition at styrke de nordjyske udlejeres position helt generelt – en ambition som ProDomus ser, at den nye aftale kan hjælpe med at realisere.
”EjendomDanmark er som interesseorganisation nået langt med at varetage udlejernes interesser set i forhold til den nye dagsorden om bæredygtighed, som har ramt branchen. Organisationen har blandt andet udarbejdet et værktøj til ESG-regnskaber, ligesom andre tiltag er sat i søen,” siger hun.
Det rette tidspunkt
ProDomus adm. direktør mener, at timingen lige nu er den helt rette for udvidelsen af samarbejdet:
”Vi er i ProDomus enige om, at dette er det helt rigtige tidspunkt at udvide samarbejdet med EjendomDanmark som vores interesseorganisation. Vi håber, at det vil være muligt, at branchen indenfor få år kan tale med én stærk stemme,” lyder det fra Britta Jespersgaard, der er adm. direktør i ProDomus.
Hun fremhæver, at det har været afgørende for beslutningen om at udvide medlemskabet at sikre, at medlemmernes behov forbliver højt prioriteret, særligt i Nordjylland.
“Ved at indgå dette udvidede samarbejde med en moderne interesseorganisation som EjendomDanmark, sikrer vi, at vores nordjyske medlemmers interesser bliver varetaget nationalt og i et bredere perspektiv.”
”Vi skal være tre skridt foran”
Ifølge Anne Henriksen, bestyrelsesformand i ProDomus, er det afgørende at kunne følge med den hastigt udviklende ejendomsbranche – derfor er den nye aftale ekstra vigtig.
”Det er vigtigt at være på forkant med udviklingen, både i forhold til lovgivningen, men også i relation til andre tendenser heriblandt de fremtidige huslejenævn, bæredygtighedsdagsordenen og forberedelsen af den næste generation. Vi skal være tre skridt foran. Derfor er det nødvendigt at vælge en brancheorganisation, der lever op til vores ambitioner,” forklarer hun.
Den nye aftale skal, ifølge ProDomus, skabe større nordjysk politisk indflydelse og øge fokusset på både små og mellemstore udlejere uden for hovedstaden.
Lidt til og meget mere
Britta Jespersgaard forklarer, at ProDomus’ medlemmer fortsat vil kunne benytte sig af rådgivning samt modtage kursusinvitationer fra ProDomus. Ligeledes bibeholdes allerede eksisterende fordelsaftaler. Aftalen sikrer blot lidt til og meget mere.
”Fremadrettet vil vi kunne tilbyde yderligere kurser og arrangementer, og ikke mindst et meget stærkt politisk talerør. Det er vigtigt og afgørende for ProDomus, at foreningens medlemmer – det vil sige de nordjyske udlejere – bliver både set og hørt,” siger hun.