/ Nyheder / Postcenter får nyt liv

Postcenter får nyt liv

I april 2020 overtog Ejendomsselskabet Olav de Linde bygningen, som fik nyt liv og ny funktion.

Af

Grundlægger Olav de Linde, Ejendomsselskabet Olav de Linde Foto: Ejendomsselskabet, Olav De Linde

Nyt liv og ny funktion

Ejendommen på Ankersgade 12 i Aarhus er opført til postdistributionscenter, postbutik og samlingssted for byens postcykler og -biler. I april 2020 overtog Ejendomsselskabet Olav de Linde bygningen, som nu får nyt liv og ny funktion. Den har et samlet areal på 10.218 m2 fordelt på ca. 6.000 m2 underetage samt stueplan og 1. sal på hver ca. 2.000 m2 til forskellige erhvervslejemål – fra klatre- og fitnesscenter, gaming lounge, butik og showroom til mere klassiske kontorlejemål.

Råt og upoleret

Som ved alle Olav de Lindes bygningstransformationer bevares så meget som muligt af den eksisterende bygning og tidens brugsspor. Ejendommen på Ankersgade er en stærk betonbygning, og derfor gøres de mange betondetaljer til en central del af indretningen. Heriblandt betonsøjler med dekorative brugsspor og skrift fra tidligere tider. Andre tilførte materialer er en blanding af kvalitets- og genbrugsmaterialer fra ejendomsselskabets genbrugslager.

Orangeri af genbrugsmaterialer

Den karakteristiske bygning er placeret i den attraktive bydel Frederiksbjerg parallelt med banegraven og med udsigt til midtbyens skyline. For at give ejendommen ekstra kant har Ejendomsselskabet Olav de Linde planer om at etablere et orangeri som en tilbygning til bygningens 1. sal. Lejerne vil her kunne holde møder blandt grønne planter i drivhuset. 95 procent af de anvendte materialer til orangeriet er genbrugsmaterialer, mens søm, skruer og tagpap er nyt.

Fra cykelværksted til rå muskelkraft

Et fitnesscenter med fire meter til loftet står klar som det første. Arealet blev tidligere brugt til vendeplads, kontor, cykel- og snedkerværksted.

Genbrug godt for miljøet

For Ejendomsselskabet Olav de Linde giver det god mening at bevare frem for at bygge nyt – blandt andet ud fra et miljøvenligt synspunkt. 1 ton beton udleder 400-800 kg CO2 ved produktionen. I postdistributionscenteret er der brugt mange 100.000 kg beton, som ville gå til spilde i en nedrivning. Samtidig ville der igen skulle udledes mange 100.000 kg CO2 for at opføre en ny ejendom.

“Bygningen er rigtig flot indvendig, solidt bygget og med mange funktioner. Det gælder om at se muligheder og bruge kreativiteten til at finde nye løsninger. Vi oplever, at lejerne tilvælger den charme, som lejemålene har i kraft af de bevarede detaljer, historien og stilen,” siger grundlægger Olav de Linde, Ejendomsselskabet Olav de Linde.

Artiklen er første gang bragt i Magasinet Ejendom nr. 1, 2021.