/ Nyheder / PensionDanmark Ejendomme: ”Vi har et ansvar for at drive udviklingen i en mere bæredygtig retning”

PensionDanmark Ejendomme: ”Vi har et ansvar for at drive udviklingen i en mere bæredygtig retning”

Til EJENDOM2022 kunne en stolt direktør fra PensionDanmark Ejendomme modtage Årets Bæredygtighedspris på en dag, hvor ESG var på dagsordenen og branchens grønne omstilling til debat.

Af

Marius Møller er direktør i PensionDanmark Ejendomme, der har vundet Årets Bæredygtighedspris.

Temaet til ejendomsbranchens årlige topmøde var bæredygtighed, og desto mere oplagt var det, at EjendomDanmark i samarbejde med EjendomsWatch for første gang kunne uddele Årets Bæredygtighedspris til PensionDanmark Ejendomme.

PensionDanmark var indstillet til prisen, fordi de er frontløbere, når det handler om at udvikle bæredygtige løsninger og reducere ejendommes klimabelastning – fra udvikling til opførelse og vedligeholdelse.

Og at få integreret et bæredygtighedsfokus i ejendomsprojekterne fra a-z har netop været ambitionen, forklarer Marius Møller, direktør i PensionDanmark Ejendomme:

”Vi har arbejdet strategisk og målrettet med at integrere et holistisk bæredygtighedsfokus gennem hele værdikæden i vores ejendomsprojekter, fordi vi tror på, at det bidrager til den fundamentale værdiskabelse i projekterne og dermed giver vores medlemmer en bedre forretning af deres pensionsopsparinger.”

Han ser det som en klar fordel, at de både udvikler og opfører projekterne – og at de ofte arbejder med byområder, så bæredygtighed indarbejdes fra start af. Det gør, at de f.eks. også kan tage højde for den omkringliggende biodiversitet.

Med størrelsen følger ansvaret

Marius Møller betragter det som en stor anerkendelse, at man i branchen har lagt mærke til pensionsselskabets indsats på området, og som den mastodont, de nu engang er, mener han også, at det forpligter.  

”Hver eneste gang, at vi kan gøre et byggeri mere bæredygtigt, er det godt for miljøet – og derved for os alle sammen. Når vi er så stor en spiller, så har vi et ansvar for at drive udviklingen i en mere bæredygtig retning,” fortæller Marius Møller, og han fortsætter

”Jeg håber, at vi i PensionDanmark kan være med til at inspirere andre og skabe ny viden om bæredygtighed inden for branchen.  Da vi både udvikler og bygger, får vi nemlig fra projekt til projekt en masse ny viden om, hvordan vi hele tiden kan optimere og gøre det mere og mere bæredygtigt”.