Et politisk flertal er i al hast blevet enige om et nyt system til vurdering af erhvervsejendomme, og det er i dag blevet vedtaget. I mange sager vil systemet dog stadig betyde, at reel markedsværdi og offentlig vurdering ikke hænger sammen. Det skyldes, at det nye system bygger på, at erhvervsejendomme skematisk skal vurderes som almindelige ejerboliger. Heldigvis har et solidt pres medført forbedringer af det første lovudkast. Der er bl.a. blevet nedsat et ekspertudvalg, der efterfølgende kan komme med forslag til forbedringer.
Den nye model fra skattemyndighederne, hvor vurderingerne er afkoblet fra en handelspris, skal bruges til vurderinger fra 1. marts. Og hastværket er betænkeligt, mener Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.
“Selvom det er positivt, at politikerne har lyttet til vores kritik og ser på at forbedre vurderingerne, er vi bekymrede for, om modellen – som den ligger nu – er langtidsholdbar. Det nye system skulle være markedsbaseret og gennemskueligt, så det kunne skabe tillid, men sådan er det ikke med den nyopfundne model,” siger Jannick Nytoft.
Ekspertudvalg nedsættes
Han peger dog på, at der er sket forbedringer i lovforslaget, hvor håbet er, at det nye ekspertudvalg kan forbedre vurderingerne og gøre dem mere markedsbaserede.
“Branchen har heldigvis haft et konstruktivt samarbejde med politikere og skattemyndighederne. Det har betydet forbedringer og sikret, at et ekspertudvalg er med i pakken. Udvalget skal se, hvordan vurderingerne kan gøres mere markedsorienterede og dermed realistiske med handelspriser,” siger Jannick Nytoft.
Fakta
Skatteministeriet har siden den politiske aftale fra 2016 om ejendomsvurderinger arbejdet på et nyt system, så ejendoms- og erhvervsskatter, herunder dækningsafgift, kan blive så præcise som muligt. Men først i oktober 2020 inddrog skatteministeriet Folketingets partier i arbejdet med den nyopfundne model. På trods af et bredt flertal i Folketinget viser betænkningen til lovforslaget, at der er stor bekymring for det nye system hos især de borgerlige partier i Folketinget.
Dagens lovforslaget er dog forbedret med:
1) Der nedsættes et ekspertudvalg, som i 2023 skal afrapportere på en model til ejendomsvurdering, hvor der ses på bl.a. en handelsprisnorm.
2) Det overvejes, hvor klagemuligheden kan gøres bedre.
3) Lempeligere indfasning af evt. stigninger i grundskylden er mulig fra 2024.
4) Der indføres en revisionsgaranti for skaleringsfaktorerne i den nyopfundne model, hvor forligskredsen i 2022 reviderer dem, og hvor skatten kun kan fastholdes eller nedsættes.