/ Nyheder / Nye temaer til kommunalvalget: Bolig og klima

Nye temaer til kommunalvalget: Bolig og klima

Ældre, daginstitutioner og skoler er klassiske emner i en kommunalvalgskamp. Bolig- og byudvikling kan dog komme i spil som et hot emne i flere kommuner.

Af

Det nære fylder stadig til kommunalvalget, men nye emner kommer også til. Foto: bizoo_n, iStock

Den 16. november vil danskerne igen valfarte til stemmeurnerne. Slaget skal slås om borgmesterkæderne og byrådspladserne. Og det er de kommunale kerneopgaver, der typisk sætter sig på dagsordener rundtomkring i landet. Nye emner kan dog også sagtens finde vej i de enkelte kommuner:

”Det er daginstitutioner, ældre og skoler, der har fyldt de seneste 30 år, og de vil også spille en stor rolle. I nogle kommuner vil boligpolitik og byudvikling også komme til at fylde dagsordenerne,” siger Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Det er særligt i de store byer, hvor debatten om boliger – særligt de billige – længe har raset, at emnerne kan komme i spil. Både Socialdemokratiet og Enhedslisten i København, der tegner til at blive de to store partier, prioriterer boligpolitikken højt. 

Aarhusianerne og politikerleden 

Byudviklingen i de store byer har samtidig sat gang i mange store projekter, og det påvirker også de borgere, der færdes og bor i kommunen: 

”Byggepladser spredt ud over en hel kommune er et emne, der optager borgerne og deres lokale medier. En nylig rapport viste, at en tredjedel af aarhusianerne i løbet af det seneste år har følt en eller anden form for politikerlede over for deres kommunalpolitikere. Baggrunden for det fandt man også i de store byggeprojekter – både med udviklingen af nye områder og fx letbanen,” siger Roger Buch. 

Dermed kan boligpolitikken i de enkelte kommuner blive et emne, der vil boble op til overfladen i nogle kommuner. For der er også forskel på de enkelte kommuner. 

Fra ønsket om de billige boliger i byernes centrum er udfordringerne anderledes i de mindre kommuner. Her skal der tiltrækkes nye borgere, og når der bygges nyt, er det nærmere parcelhuse end udviklingen af helt nye områder. Ligesom ghettodiskussionen – der til tider også omfavner ejendomsbranchen – kan blive et emne i nogle kommuner.

Klima på dagsordenen

Det er dog ikke kun boligpolitikken, der kan finde vej til debatterne på gymnasier, i foreningslokaler og lokalmedierne i tiden op til selve valget.

Klimaet kan – som ved folketingsvalget i 2019 – også blive et emne: 

”Det er klimapolitik på et mere nært plan. I kommunerne handler det fx om kloaksystemer. Ligesom klimatilpasning er et emne, politikerne gerne vil tale om. Det emne er også relateret til ejendomme, fordi det også handler om renovering og nybyg,” siger Roger Buch.