Forslaget til en sammenskrivning af lejeloven og boligreguleringsloven blev fremsat i midten af oktober 2021. Oprindeligt var det planen, at forslaget skulle være vedtaget i slutningen af januar. Dette blev – på grund af behandling af et ændringsforslag – udskudt til midten af februar.
Nu har Folketinget endnu en gang besluttet at udskyde vedtagelsen af sammenskrivningen, der nu står til at blive vedtaget endeligt den 1. marts. Udskydelsen denne gang skyldes en politisk diskussion om, hvorvidt der i småhuse kan ske sammenligning med det lejedes værdi for lejemål, der er moderniseret efter den gældende boligreguleringslovs § 5, stk. 2, eller ej.
Det vil dog være uhensigtsmæssigt, da det vil rykke på balancen – og intentionen var, at det ikke skulle være en del af sammenskrivningen.
En rodet proces – og behov for at skyde lovens ikrafttræden
Arbejdet med at skrive boligreguleringsloven og lejeloven sammen har stået på siden 2014, da man indgik det politiske forlig herom. Siden da er fulgt to høringer, to supplerende høringer og en eksperthøring i Folketinget. Nu er lovens vedtagelse forsinket igen. Det er uhensigtsmæssigt og skaber uro, selvom målet med sammenskrivningen er det modsatte, er EjendomDanmarks vurdering.
EjendomDanmark har desuden gjort gældende, at en lovens forsinkelse naturligvis må betyde, at lovens ikrafttræden skubbes tilsvarende, så branchen kan nå at omstille sig til de nye regler.
EjendomDanmark hjælper dig på vej
Selvom det er målet, at den sammenskrevne lejelov som udgangspunkt ikke skal skubbe til balancen mellem lejer og udlejer, og derfor ikke skal indeholde større ændringer, vil det være et stort arbejde at omstille sig til den nye lov.
For at hjælpe dig og branchen på vej har EjendomDanmark planlagt en række af gå-hjem-møder og kurser. Tilmeld dig her.