/ Nyheder / Møblerede lejligheder klar til ukrainske flygtninge

Møblerede lejligheder klar til ukrainske flygtninge

Mange danske virksomheder arbejder i øjeblikket på højtryk for at hjælpe ukrainske flygtninge på forskellig vis. Et eksempel er samarbejdet mellem den private velgørende forening Hellebro og Ejendomsselskabet Kereby, der har stillet en række nyrenoverede lejligheder i København til rådighed.

Af

Flere danske virksomheder hjælper ukrainske flygtninge i Danmark. Foto: iStock, pcess609

Det københavnske værested og herberg Hellebro meldte sig som nogle af de første klar til at modtage ukrainske flygtninge. I dag huser de 29, og målet er at få dem hurtigt integreret i det danske samfund med bolig, job og uddannelse.

Alle 29 har de seneste to uger gennemført ansøgningsprocessen om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark og er nu skridtet videre mod at kunne klare sig selv i det danske samfund. Og en stor del af dem er takket været et samarbejde med Kereby snart på vej til deres nye hjem. Kereby har nemlig stillet fem nyrenoverede, møblerede boliger til rådighed, hvor de afholder udgifterne til husleje, vand, varme og el-forbrug i et år.

”Som virksomhed og som mennesker er vi alle i Kereby dybt berørt af situationen i Ukraine. Derfor handler det her og nu om at hjælpe, hvor vi kan. Vi kender i forvejen Hellebros arbejde med unge hjemløse og er glade for at kunne støtte op om deres store indsats,” lyder det fra Kerebys direktion, der består af CEO Lars Pærregaard, CFO Ole Markussen og COO Kenneth Ohlendorff.

Tryghed og ro

Hos Hellebro glæder Eva Riedel, stifter og direktør, sig over, at hun kan sende et hold ukrainere godt på vej.

”At Kereby så generøst stiller lejligheder til rådighed giver Hellebro en fantastisk mulighed for at kunne hjælpe flygtningene videre,” siger hun og fortsætter:

”Muligheden for at flytte til Kerebys lejligheder giver ukrainerne tryghed og ro til at koncentrere sig om en mere normaliseret dagligdag – herunder at komme i job, uddannelse og få børnene i skole og daginstitutioner. Og med deres udflytning får vi plads til at modtage flere flygtninge på Hellebro.”

Kerebys lejligheder ligger, som værestedet og herberget Hellebro, alle på Amager. Det betyder, at ukrainerne kan holde fast i det netværk og fællesskab, de har fået etableret på værestedet.