Byerne skal have plads til alle, og med det stigende antal mennesker, der flytter mod byerne, bliver behovet for flere boliger stadig større. Mange nye kvarterer er skudt op, men der er stadig ikke nok. Derfor er det også helt naturligt, at boligpolitik fylder i den kommende kommunalvalgkamp.
Som en del af optakten til valgkampen i Københavns Kommune er et budskab om, at byerne ikke skal have flere private udlejningsboliger allerede blevet fremført flere gange.
Og ja, det er helt rigtigt, at der de seneste år er blevet bygget private lejeboliger i København. Heldigvis.
For ifølge kommunens egne fremskrivninger vil der alene i Københavns Kommune mangle mere end 80.000 boliger i 2060. De boliger opstår ikke ud af den blå luft, lige meget hvor meget vi håber og krydser fingre. De skal derimod hovedsageligt bygges af private investorer.
Hvis de boliger skal bygges, så har det en betydning, hvis den enkelte kommune strammer kravene til, hvilke boligformer der gives lov til at bygge. Det er simpel logik, at meget restriktive krav kan afskrække investorerne. Så skal vi indfri den fælles ambition om, at der skal være boliger nok – også i fremtiden, så kræver det en balanceret tilgang og ikke en skyttegravskrig.
Søg løsninger
De senere år er mange lejeboliger kommet til, selvom det jo ikke alene er den type, der er kommet frem. Men vi har også været i en periode, hvor der har været specielle forhold omkring boligbyggeriet. Historisk lave renter efterfulgt af en høj inflation med store rentestigninger betyder noget.
Men verden ændrer sig, så vi er også nødt til at slå koldt vand i blodet, hvis vi vil sikre, at der bygges de boliger, som københavnerne faktisk efterspørger. Dermed sikrer vi også den mangfoldighed, som er målet. Det største problem på det københavnske boligmarked er stadig udbuddet.
Hvis det er et fælles ønske at skabe et større udbud, så er nøglen at sætte mange flere grunde til salg så billigt som muligt, så der kan blive bygget mere. Det støder selvfølgelig sammen med en række andre politiske ønsker om mere infrastruktur som fx nye metrolinjer, men det er i sidste ende en politisk prioritering. Det samme gælder regler om maksimumbeløbet for de almene boliger, hvor der er store udfordringer med at få bygget nyt. Vi kan sagtens ønske os flere boliger af alle typer, fordi de alle spiller en rolle i skabelsen af en mangfoldig by. Det er bare svært at realisere under de rammer, som politikerne har fastsat.
Mere end bare Københavns Kommune
Et andet aspekt, som bliver overset, er, at København er mere end kommunen København. Vi skal se vores hovedstad som hovedstadsområdet. Og det består som bekendt af flere kommuner. Borgernes ønsker om ejerboliger – især for familier – kan ikke reduceres til kun at handle om behovene i Københavns Kommune. Den erkendelse er grundlæggende vigtig. For når vi skal sikre, at der er et boligudbud i Hovedstaden, som passer til mange forskellige danskere, må vi se ud over bygrænsen.
Det er lige så værdifuldt at bo i eget hus med have og udeliv i Hvidovre som at bo i en toværelses lejlighed på Vesterbro. Derfor bør vi netop se udbuddet af boliger i Hovedstaden i et bredere perspektiv og anerkende, at de forskellige tilbyder noget forskelligt.
For mange giver det god mening, at man som ung bor til leje i centrum af København. Mens en ny livsfase, og ny økonomi også gør det muligt at købe en ejerbolig selvom kravene til egenfinansiering de seneste år er steget. Samtidig skaber den næste fase i livet nye behov, der også kan indfris i områderne uden for brokvarterne. Skønne og unikke som de er, så er de nu engang også den størrelse, som de har – og det er næppe realistisk at fordoble antallet af boliger i det gamle kvarter på Østerbro. De fleste kvadratmeter grund er fyldt godt op.
Når leje blive eje
Til sidst er der også et andet aspekt, som politikere og borgere bør have for øje. Det eneste vi aldrig kan sige om boligmarkedet er, at det er stillestående. En bolig forandrer sig med nye beboere og krav. Og når først en bolig er bygget, forbliver den ikke nødvendigvis samme boligtype for evigt. En lejlighed kan sagtens starte sit liv som en lejebolig og senere i sin levetid skifte til at blive en ejerbolig. Københavns Kommunes egne tal peger på det samme mønster. Ifølge den seneste boligredegørelse er omkring 20 procent af de nyere lejeboliger allerede blevet omdannet til ejerboliger. Den udvikling kan sagtens fortsætte og afhænger i høj grad af faktorer som renteniveauet.
Min opfordring til både Københavns Rådhus og Christiansborg er derfor klar: Lad være med at tale lejeboligerne ned. Løft blikket og se udviklingen i hovedstaden i et bredere perspektiv. En mangfoldig by kræver plads til alle boligtyper – og en mangfoldig by kræver en dialogsøgende tilgang til udvikling.
Så vær varsom med at gennemføre reguleringer, som i sidste ende begrænser det store behov for den fortsatte boligudbygning. Og hvis I gør det, så vær også ærlige om, at I godt ved, at det kan betyde, at der kommer flere boliger i fremtiden.
København skal også i fremtiden være verdens bedste hovedstad. Det sikrer vi ved at skabe et større boligudbud – for dermed får vi også mere mangfoldighed og plads til alle. Både de nuværende og de kommende københavnere.
Så kære politikere: Lad os finde løsninger i fællesskab. Vi har alle den samme ambition – og vi vil alle gerne sikre, at vi har de bedste byer med plads til alle. Det vinder hver eneste af os på.