/ Nyheder / Landsmøde 2022 er i gang

Landsmøde 2022 er i gang

Krigen i Ukraine, inflation og en klimakrise, der trænger sig mere på end nogensinde, påvirker både lokalt og globalt – og derfor også ejendomsbranchen. Det var blandt budskaberne i den årlige formandsberetning ved EjendomDanmarks landsmøde, der netop nu finder sted i Mogens Dahls Koncertsal. Dagen byder også på et vue ud over det politiske landskab og en økonomisk vejrudsigt. Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, afrunder dagen.

Af

Der var glæde at spore blandt medlemmerne, der nu igen kunne mødes i stor samlet flok til det årlige landsmøde. Traditionen tro blev arrangementet skudt i gang med netværk og frokost inden programmets første punkt – nemlig selve generalforsamlingen.

Ude af coronaens skygge, men…

EjendomDanmarks formand, Henrik Dahl Jeppesen, har netop været på scenen med sin formandsberetning. Her satte han blandt andet ord på de omskiftelige tider, der ikke kan undgå også have indflydelse på ejendomsbranchen. Branchen har dog ind til videre har klaret sig godt gennem skærene.

”Vi er reelt ude af covid-19’s skygge. Der er generelt stor efterspørgsel, og tomgangen er lav på landsplan. Vi har haft et år, som mange steder har givet flotte finansielle resultater. Og hvor vi som branche fortsat anses som et ’helle’ i en lidt usikker verden. Men netop usikker – det er verden jo også. Først og fremmest fordi, der desværre igen er krig i Europa.”

Ikke kun krigen trænger sig på. Klimakrisen er mere påtrængende end nogensinde før, og en stigende inflation kan mærkes på økonomien.

Mere synlig og attraktiv branche

Noget, der også påvirker ejendomsbranchen, er en stigende mangel på arbejdskraft. Henrik Dahl Jeppesen opfordrede i sin tale til, at branchen hjælper flere unge ind, så de får øjnene op for de mange spændende muligheder.

”Vi kan blive bedre til at opkvalificere vores dygtige medarbejdere og samtidig hjælpe de unge ind i vores branche. Det skal ske via uddannelse og ved at stille flere praktikpladser til rådighed – og ved at gøre ejendomsbranchen mere synlig og attraktiv.”

I slutningen af 2021 satte EjendomDanmark gang i en stor rekrutteringskampagne, Property Careers, som kommer til at løbe i flere år. Derudover er der siden sidste år startet to ny uddannelser op, nemlig uddannelsen på bachelorniveau Property and Asset Management og en ny masteruddannelse i samarbejde med CBS.

Lejeloven fylder

I beretningen fik formanden bl.a. også rundet lagerskatten, de nye ejendomsvurderinger, revisionen af bygningsdirektivet og den nye lejelov, der er lige på trapperne.

”Vi har kæmpet hårdt for, at sammenskrivningen respekterer balancen imellem lejer og udlejer. (…). Det er lykkedes langt hen ad vejen. Men om vi har fået en forenkling, kan man godt diskutere. Lige nu slører en alt for komprimeret implementeringsfase.”

Nye ansigter

Formanden fik i sin beretning også sat navne på den nye direktion i EjendomDanmark, der består af adm. direktør Peter Stenholm og juridisk direktør Lena Hartmann.

”Med en ny direktion – Peter og Lena – er vi nu klar til de næste skridt, der for alvor skal gøre os til en erhvervsorganisation med det ene ben solidt plantet i fremtiden. EjendomDanmark skal være en samlende erhvervsorganisation, der understøtter medlemmernes tilpasning i en verden, der forandrer sig med syvmileskridt.”

Siden blev der genvalgt og valgt medlemmer til EjendomDanmarks bestyrelse. Mød den nye bestyrelse 

Resten af dagen byder på spændende oplæg fra politisk kommentator, Søs Marie Serup, og en økonomisk vejrudsigt ved chefanalytiker, Mark Maack Gibson fra Realkredit Danmark. Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, vil afslutningsvist skildre det politiske billede af ejendomsbranchen og -markedet.

Læs den fulde reportage fra landsmødet i magasinet Ejendom, der udkommer 21. maj.