/ Nyheder / Kontorlivet efter corona

Kontorlivet efter corona

En vekselvirkning mellem hjemmearbejde og dage på kontoret ville være et drømmescenarie, hvis kontoransatte selv skulle vælge, viser rapport fra ejendomsselskabet Castellum. Ejendomsselskabet overvejer selv at indføre netop det.

Af

Behovet for hjemmearbejde vil ifølge rapporten komme noget an på, hvor de ansatte er i deres livscyklus. Foto: Jeppe Carlsen

Siden corona indtraf, har Bettina Lange, Regional Director i det svenskejede ejendomsselskab Castellum, arbejdet en del af ugens dage fra familiens lejlighed i København. På hjemmekontoret sidder hun og arbejder ved et bordtennisbord, som familien købte for at få aktivitet ind i en stillesiddende hverdag. I perioder har der været fem børn hjemme, som har modtaget fjernundervisning.

Gå i tænkeboks

Castellum sendte som de fleste andre virksomheder sine medarbejdere hjem 11. marts 2020, men med tiden har medarbejderne kunnet møde ind på skift. I løbet af 2021 vil kontoret forhåbentlig vende tilbage til en mere normal hverdag, og Bettina Lange gør sig nu tanker om, hvordan livet på kontoret kommer til at se ud efter corona – både hos lejerne og hos dem selv.

”Nogle lejere er klar til at skære 30 procent af deres areal, fordi der er en større forventning til hjemmearbejde. Men det er nok lidt drastisk. Som virksomhed bør man snarere gå i tænkeboks over, hvad man vil bruge sit kontor til fremadrettet,” siger hun.

Bedre balance

I september 2020 lancerede Castellum rapporten ”Fremtidens kontor – i hvert fald hvis medarbejderne selv får lov at vælge” – en undersøgelse, der er foretaget blandt over tusind svenske kontoransatte.

Rapporten dykker blandt andet ned i, hvordan kontoransatte foretrækker at fordele arbejdstiden mellem kontor- og hjemmearbejde fremadrettet. Meget tyder på, at de fleste også efter pandemien gerne vil fortsætte med at arbejde på kontoret i et eller andet omfang. Der er behov for social kontakt med kollegaerne, og samtidig vægter adgang til kontorfaciliteter som computerskærme, printere og højhastighedsinternet højt.

Men arbejdsgiverne bør tage højde for, at der vil komme en øget efterspørgsel efter fleksible løsninger, da de ansatte ønsker en bedre balance mellem arbejds- og privatliv.

”Generelt har der været en antagelse om, at folk ikke er produktive, når de arbejder hjemmefra, men det er sat til skamme. Kriser kan vise nye veje, og de virksomhedsledere, der har været bange for at slippe kontrollen, er blevet tvunget til at give slip. Der er en forventning om, at man i højere grad kan udføre sit arbejde fra hjemmekontoret, også efter pandemien,” siger Bettina Lange.

Afhænger af livscyklus

Behovet for hjemmearbejde vil ifølge rapporten komme noget an på, hvor de ansatte er i deres livscyklus.

”For familier med små børn er det mindre stressfuldt at få hverdagen til at hænge sammen med flere hjemmearbejdsdage. For unge derimod foregår meget af det sociale liv på arbejdspladsen, så der er behovet for at være på kontoret større,” uddyber Bettina Lange.

Hun regner med, at der hos Castellum stadig kommer til at være en stor frihed til at arbejde hjemme. Det vil dog ikke betyde, at ejendomsselskabet nedskalerer i kontorareal. I stedet er der planer om at opgradere mødefaciliteterne.

”Jeg forestiller mig, at vi kommer til at have faste dage, hvor alle er på kontoret. Vi skal kunne se hinanden i øjnene en gang imellem for at bevare en kultur, og opgaver, der kræver kreativitet og samarbejde, er også svære at løse via onlinemøder,” siger Bettina Lange.

Kontoret – et fedt sted

Når det kommer til selve indretningen af fremtidens kontor, peger Castellums undersøgelse på, at det åbne kontorlandskab og mindre lokaler med plads til de nærmeste kolleger er de mest populære muligheder. Mens ansatte under 25 år foretrækker et åbent kontorlandskab, vil ansatte i alderen 26 til 64 år foretrække at arbejde i mindre kontorlokaler.

Bettina Langes bedste råd er, at de enkelte virksomheder må se på, hvad deres medarbejdere og kunder har behov for fremadrettet.

”Som virksomhed skal man passe på, at man ikke griber nogle trends, blot fordi andre gør det. I stedet må man analysere på, hvad der er godt for ens egen virksomhed,” siger hun og fortsætter:

”En af vores kunder har eksempelvis valgt at fastholde sit kontorareal, men udnytte det anderledes. Der bliver delearbejdspladser, større loungeområder og bedre mødefaciliteter – for når medarbejderne kommer tilbage på kontoret, skal det være et fedt sted at være.”

Could not find post with assigned ID