/ Nyheder / Kærkomment med ambitioner om et bredt boligmarked

Kærkomment med ambitioner om et bredt boligmarked

Vi skal have flere boliger af alle typer. EjendomDanmark hilser ønsket om at sikre et bredt nok boligudbud velkomment. Der er nemlig for få boliger – særligt i de store byer.

Af

EjendomDanmark hilser ønsket om at sikre et bredt nok boligudbud velkomment. Foto: shapecharge, iStock.

Vores boliger skaber de gode rammer for danskernes liv. De senere år er der kommet mange flere boliger til, men der er fortsat brug for at sikre, at der er boliger nok af alle slags.

Derfor er EjendomDanmark glad for, at Venstre nu kommer med et udspil, der skal sikre flere ejerboliger. For dem er der også brug for. Boligmarkedet fungerer nemlig bedst, når der er nok af alle typer af boliger, og de fungerer i samspil med hinanden.

”Nogle drømmer om en ejerbolig, og der har prisstigningerne betydet, at der har været svært for nogle at købe en ejerbolig. Derfor vil det kun være fint, hvis det sikres. Ejerboliger er dog kun en del af boligmarkedet, hvor også andelsboliger, lejeboliger og almene boliger fungerer i synergi med hinanden. Vi kan sagtens tale om fordelen ved en boligform – uden at underkende de behov, som de andre opfylder,” siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark.

Der er brug for flere boliger

I dag er der nemlig tryk på boligmarkedet. Ikke alene er der prisstigninger på ejerboliger, der er også lange ventetider på flere almene boliger med gode beliggenheder, få udbudte andelsboliger, og så er tomgangen – altså andelen af ledige lejeboliger – for de private lejeboliger også meget lav.

”Danskerne skal kunne vælge den boligform, der passer til det sted, hvor de er i livet. Derfor skal vi som samfund sikre, at der er et bredt udbud af boliger af alle slags. Det må være en klar ambition, og jeg er glad for, at Venstre også ser, at udfordringen er for få boliger helt generelt,” siger Peter Stenholm.

Seneste opgørelse viste, at tomgangen for lejeboliger nu er helt nede på 3,2 procent, hvilket er lavere end gennemsnittet fra 2000-2022.