De danske ejendomme er rammen om vores liv. Her vokser vores børn, vores virksomheder og vores drømme. Den værdiskabelse skal branchen være stolt af.
Fra Ejendomdanmark har vi lanceret en kampagne, der sætter fokus på netop ejendommene som rammerne for livet. Kampagnen udspringer også af, at vi er stolte af at repræsentere en professionel branche, der tager et stort ansvar på sig.
Vi ønsker, at den værdi i fremtiden står endnu mere klar for omverdenen. Jeg sætter stor pris på, at EjendomsWatchs redaktør Jørgen Bendsen i en analyse netop ser, at det er et skridt på vejen mod at styrke fortællingen om branchen.
Det er ikke nyt, at vi hos Ejendomdanmark bruger kræfter på at tale branchens sag. Det har vi gjort i flere år, og det forsætter vi med.
Senest stillede vi os frem på branchens vegne, da DR i påsken rettede blikket mod særligt de private lejeboliger. Her understregede vi blandt meget andet netop den samme pointe, som Jørgen Bendsen er inde på: nemlig at udfordringen i København er manglen på boliger og ikke udlejerne.
Samtidig kunne vi (igen) understrege, at ejendomsvirksomhederne lever af tilfredse kunder – ikke det modsatte. Så i flere måneder op til udsendelserne, kom vi med faglige og saglige indspark. Selvfølgelig, fristes jeg til at sige. For i Ejendomdanmark er det en del af vores DNA at tale branchens sag.
Stereotypt billede ”må og skal modsiges”
I snart 160 år har vi som et fagligt fællesskab støttet branchen. Det bliver vi ved med.
Jeg oplever, at stadig flere ejendomsvirksomheder stiller sig frem og fortæller om den værdi, de skaber. Med det er de med til at modbevise de ærgerlige stereotyper som ”bolighajer” eller ”spekulanter”. Det billede må og skal modsiges, for det er meget langt fra virkeligheden.
At vi er en samfundsvigtig branche, der bidrager, er dog ikke det samme som en perfekt branche. Jeg har nu også endnu til gode at støde på en branche, hvor alle er perfekte.
Så når Jørgen Bendsen i sin analyse foreslår, at blandt andre Ejendomdanmark ”indførte advarsler og trusler om eksklusion”, så overses det, at vi faktisk stiller krav til vores medlemmer, som efterleves – uden at vi truer.
I Ejendomdanmark er ejendomsvirksomheder underlagt ”Etiske normer”, som er en række krav, der som minimum stilles til ejendomsbranchens professionelle standard og etik.
Alle medlemmer i Ejendomdanmark vurderes desuden ved indmeldelsen, hvor de også får besked om, at de skal leve op til disse. For forvaltere og administratorer er der yderligere et sæt retningslinjer.
Dette skal vores medlemmer leve op til, og vi har sanktionsmuligheder, hvis reglerne overtrædes. Det kan være kritik, påtale eller i sidste ende eksklusion.
Heldigvis er det sjældent, at der skal håndteres overtrædelser, men selvfølgelig sker det. Når det gør, håndterer vi det i vores branchefællesskab, og kommunikerer det på de passende kanaler.
Ejendomdanmark er et branchefællesskab, som giver mange goder for den enkelte virksomhed, men som også forpligter. Derfor stiller vi krav – og vores medlemmer lever i allerhøjeste grad op til dem.
Forsimplet billede
Hos Ejendomdanmark har vi altid fokus på den værdi, ejendomsbranchen skaber i samfundet. Vi gør os umage med at repræsentere branchen og byde ind med alt fra fakta til holdninger. Så når Jørgen Bendsen i sin analyse skriver, at ejendomsbranchen taler med to tunger, er det et forsimplet billede af to organisationer.
Ejendomdanmark repræsenterer ejendomsbranchen – ejere, forvaltere og udlejere – mens DI Ejendom har en bredere værdikæde. Ejendomdanmarks fokus er derimod smallere – men også dybt. Vi har alene fokus på sager, der vedrører ejendomsbranchen.
Derfor er vi også glade for, at vi nu med vores kampagne viser endnu flere, hvor stor værdi branchen skaber. Den er en form for foreløbig kulmination på et mangeårigt arbejde på branchens vegne, som har båret frugt – senest med de bedre muligheder for generationsskifte.
Vi har mange ambitioner, som vi stadig planlægger at indfri. Vi taler på vores medlemmers vegne, og vi gør det med stolthed.
Dette indlæg blev første gang bragt i EjendomsWatch d. 5. maj 2025.