/ Nyheder / Gør ejendommen grønnere: Pulje til etablering af byhaver er åben

Gør ejendommen grønnere: Pulje til etablering af byhaver er åben

Få tilskud til en grøn have eller oase i din andelsboligforening, ejerforening eller private udlejningsejendom, hvor der er mulighed for at beboerne kan mødes og slappe af.

Af

Søg tilskud til etablering af byhaver.

Der er nu åbnet for ansøgninger i puljen for tilskud til etablering af byhaver. Formålet med puljen er at skabe adgang til grønne områder for borgere i de store byer, hvor der er længere til naturen, og hvor man ikke har sin egen have. Puljen støtter etablering af byhaver i gårde og på tagterrasser.

Der er mulighed for at få tilskud på 25.000-250.000 kroner, og tilskuddet dækker 50 procent af udgifterne til projektet.

Hvem kan søge?

Puljen kan søges af ejerforeninger, andelsforeninger og private udlejere i København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg.

Der kan søges midler til etablering af byhaven på tagterrasser eller på jorden. Byhaven kan etableres på et offentligt tilgængeligt areal eller i et lukket gårdrum.

Da formålet med puljen er at give de store byers borgere, der ikke har egen have, adgang til grønne områder, er det centralt for anvendelse af midlerne, at der er tale om etablering af et grønt opholdsområde, der tjener et rekreativt formål.

Konkret kan der søges midler til følgende (tilskudsberettigede aktiviteter):

  • Udgifter til projektering dvs. planlægning af projektet. Det kan fx være udgifter til rådgivning om løsninger og materialer samt udarbejdelse af tegningsmateriale mv.
  • Udgifter til materialer herunder plantekasser, planter, træer, muld mv.
  • Udgifter til selve etablering af byhaven, herunder arbejdstimer for gartner eller lignende.

Søg tilskud

Ansøgningen foregår på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside, hvor du kan læse mere om krav og regler for tilskud i puljen. Fristen for ansøgninger er den 1. oktober 2024.

Find ansøgningsskemaet her.