EjendomDanmark afholdt onsdag den 5. oktober 2022 et gå-hjem-møde om brandregler i Aarhus. Advokatfirmaet DLA Piper stillede lokaler til rådighed for arrangementet, som blev holdt på deres kontor på DOKK1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C.
Oplægsholderne på mødet var advokat Kristian Skovgaard Larsen, DLA Piper, og teamleder Annemarie Langkilde Vammen, Arne Elkjær A/S, og der var godt 20 deltagere fra forskellige udlejnings- og administrationsvirksomheder m.v. i Aarhus-området.
På mødet gav Kristian Skovgaard Larsen og Annemarie Langkilde Vammen deltagerne en grundig indføring i de komplicerede regler om bl.a. brandtilsyn, risikoklasser, drift- og vedligeholdelsesplaner for brand og lovliggørelse af ulovligt byggeri. I forlængelse af oplægsholdernes indlæg blev det også drøftet indgående, hvilke udfordringer udlejere og ejendomsejere står overfor, såvel når der sker udlejning af lokaler til nye lejere med anden anvendelse end hidtil, som når eksisterende lejere udvider eller ændrer på deres hidtidige aktiviteter.