Selvom Region Hovedstaden igen i år er landets mindst ejendomsvenlige, går det fremad.
Flere kommuner i regionen er blevet mere ejendomsvenlige i løbet af det seneste år. Det viser EjendomDanmarks årlige undersøgelse, som rangerer kommunernes ejendomsvenlighed på baggrund af kriterier som dækningsafgift, grundskyldspromille, lejeregulering, byggesagsbehandlingstid og ejendomsforbrydelser.
Det er blandt andet Høje-Taastrup Kommune og Hvidovre Kommune, der har forbedret sig markant. Høje-Taastrup placerer sig i år som nummer to, mens Hvidovre er rykket fra nummer 64 sidste år til nummer 8.
“I Høje-Taastrup har man sænket den forældede dækningsafgift, og i Hvidovre er færre ejendomsforbrydelser – og det, at byggesagsbehandlingstiden er blevet kortere over en årrække – med til at løfte kommunen. Det viser, hvordan målrettede tiltag kan styrke investeringer og vækst lokalt,” siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark.
For mange andre kommuner i Region Hovedstaden gælder det stadig, at de er hårdt ramt af lejeregulering, dækningsafgift og et højere niveau af ejendomsforbrydelser end resten af landet.
Solrød topper for første gang
I Region Sjælland findes årets vinder. Det er nemlig Solrød Kommune, der for første gang nogensinde løber med titlen som Danmarks mest ejendomsvenlige kommune. Det skyldes blandt andet, at kommunen ikke har dækningsafgift, og at antallet af ejendomsforbrydelser er reduceret sammenlignet med tidligere år. ”Men det, der virkelig bringer kommunen til tops, er deres arbejde med at reducere både sagsbehandlingstid og gebyr på byggesager. Med kommunalvalget lige om hjørnet er det oplagt for andre kommunalbestyrelser at lade sig inspirere,” siger Peter Stenholm.
Landets mest ejendomsvenlige region er Region Syddanmark, der efterfølges af Region Midtjylland. På tredjepladsen ligger Region Sjælland, mens altså Region Nordjylland og Region Hovedstaden indtager fjerde- og femtepladsen.
Top fem mest ejendomsvenlige kommuner i Region Hovedstaden
1. Høje Taastrup (nr.2 på landsplan)
2. Hvidovre (nr.8 på landsplan)
3. Egedal (nr.15 på landsplan)
4. Gribskov (nr. 25 på landsplan)
5. København (nr. 33 på landsplan)