/ Nyheder / Forlængelse af tvangslukning er kritisk for centre og butikkerne

Forlængelse af tvangslukning er kritisk for centre og butikkerne

Lukningen af butikker i storcentre er forlænget foreløbig indtil 10 maj. Det er en kamp for overlevelse hos mange af landets butikker. En analyse fra EjendomDanmark viser, at cirka 70 procent af de tvangslukkede butikker i centrene ikke får fuld kompensation, som de ellers var blevet stillet i udsigt.

Af

Foto: andrewmedina, iStock

Der kommer til at være stille i landets storcentre i minimum en måned endnu. Det var udmeldingen fra statsministeren mandag aften. Det er en økonomisk mavepuster for både butikkerne i centrene, og for de ejere og administratorer der indtil videre har holdt hånden under deres lejere og i mange tilfælde udskudt huslejen.

For hjælpepakkerne er skruet sådan sammen, at langt de fleste butikker i storcentre – det drejer sig om cirka 3.500 styk på landsplan ud af 5.000 butikker – ikke vil modtage fuld kompensation fordi de enten er del af virksomhed, der har aktivitet udenfor centret eller fx har lavet en mindre webshop for at afbøde tabet fra tvangslukningerne.

”Det er ærgerligt, at selskabskonstruktionen kan medvirke til, at en butik ikke får fuld kompensation, som det ellers var indtrykket, at de ville få. Mange af kæderne er jo danske, familieejede virksomheder, som har en vigtig rolle i det danske erhvervsliv. Men udfordringen bliver hurtigt mangel på likviditet – for både butikkerne og centrene. Derfor er der brug for, at politikerne ser på kompensationsordningen igen, så de ikke rammer skævt,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør.

Centre lig kæder

Det er kæderne, der bliver hårdest ramt af, at de ikke kan få kompensation. Og det er netop den type butikker, der typisk er i storcentrene.

Analysen viser, at 74 procent af huslejen kommer fra netop kæder, der har butikker eller onlinehandel uden for centret. Mens det blot er 10 procent af kæderne i centrene, der ikke har andre aktiviteter.

”Vi bliver nødt til at tage det alvorligt, for det er selvfølgelig vigtigt, at vi både har vores butikker og vores bygninger på den anden side af krisen. Derfor vil jeg opfordre til, at politikerne ser, om de ikke kan finde en løsning på problematikken,” siger Jannick Nytoft. 

EjendomDanmark bidrager gerne med bistand til at finde en teknisk løsning på udbetaling af kompensation af faste udgifter.

 

Se analyse fra EjendomDanmark

Kontakt

Orientering om corona

EjendomDanmark samler her senest nyt relateret til coronakrisen.

Se mere her