/ Nyheder / Fødsel spændte ben for eksamen

Fødsel spændte ben for eksamen

Studerende på EjendomDanmarks EA-uddannelse var til digital fjerneksamen i sidste uge – men for en endte det noget anderledes.

Af

I sidste uge prøvede studerende på EjendomDanmarks EA-uddannelse kræfter med en digital fjerneksamen i faget ”Administration af boligudlejningsejendomme.”

Med denne løsning kunne de studerende blive eksamineret som planlagt – og for nogles tilfælde få EA-titlen, hvis de består eksamen. Én studerende måtte undvære at aflevere sin eksamensopgave i denne omgang. Men det var der en helt særlig grund til:

”Min kæreste gik i fødsel på eksamensdagen,” fortæller Jonas Kjær, ejendomsadministrator hos Dansk Administrationscenter.

Jonas Kjær med baby
Jonas Kjær med baby

Ville tage eksamen fra sygehuset

Jonas Kjær havde ellers håbet, at han kunne nå at klare eksamensopgaven fra sygehuset. Da kæresten fik veer mandag aften, pakkede han computeren med i tasken – for eksamen var først onsdag.

”Fødslen endte med at trække ud og tog ca. 30 timer. Allerede natten til onsdag kunne jeg godt se, at det ikke ville være muligt for mig at tage en eksamen, så der meldte jeg fra. Min kæreste fødte først kl. 15:15 om onsdagen – vi fik en lille pige,” siger han.

”Administration af boligudlejningsejendomme” var det sidste fag Jonas Kjær manglede for at få sin EA-titel, og han må nu vente et år på at tage eksamen igen.

”Det er jo heldigvis lykkelige omstændigheder, så kan man godt lige rykke sin eksamen,” siger den stolte far, som nu nyder sin barsel.