/ Nyheder / Er branchen klar? Digitaliseringen lurer i horisonten

Er branchen klar? Digitaliseringen lurer i horisonten

Før bilerne kan flyve, skal de kunne køre selv. Og før ejendomsbranchen bliver endnu mere digital, skal teknologien være moden. Men hvor langt er udviklingen – og hvordan vil det kunne implementeres?

Af

Foto: Mutlu Kurtbas, iStock.

Det er som at bevæge sig i grænselandet mellem nutid og fremtid. Fra hverdagen skues der ud over en horisont, hvor der popper digitale muligheder frem fra alle hjørner. Men hvilke muligheder står endnu, når fremtiden er rykket tættere på?

PropTech og digitalisering er stormet ind på ejendomsbranchens radar de senere år. Interessen er stor, mulighederne er mange, men det er også en verden, der stadig er ung:

”Vi er lige nu i en hypefase, hvor vi snakker meget om, hvilke muligheder der er, men der er også en usikkerhed omkring, hvordan de nye digitale værktøjer skal bruges. Det kan sagtens være, at det kommer til at gå op med digitaliseringen – men der er også nogle områder, hvor det vil gå ned,” forklarer Per Anker Jensen, professor, DTU.

Digitaliseringen er ganske givet blevet mere moden de senere år. Det er både hjulpet på vej af praktiske elementer, som at sensorer er blevet billigere, og batterilevetiden er blevet længere. Ligesom der er kommet mere fokus på digitalisering – men området er stadig langt fra at være voksent:

”Vi er ikke særlig langt med at udnytte potentialet, og der er mange systemer, der potentielt kan meget, men som endnu ikke er adapteret. I dag kræver mange systemer stadig et større setup, og det gør det sværere at formidle til ledelsen, hvorfor der er en værdi i et nyt og måske relativt uprøvet produkt,” siger Per Anker Jensen.

Sund skepsis

Alt har været nyt engang. Men særligt inden for Facility Management er der søsat mange pionerprojekter, hvor det bliver undersøgt, hvordan data og digitalisering kan hjælpe med at bruge ressourcerne optimalt:

”Der er mange interessante projekter i gang, hvor man for eksempel er ved at undersøge, om der anonymiseret kan holdes øje med, hvor mange der går ind på et offentligt toilet. Så bliver der ikke brugt tid på rengøring af et, hvor ingen har været, mens et meget benyttet ikke bliver overset,” siger Per Anker Jensen.

”Eller hvis der bliver sendt automatisk besked til kantinen om, hvor mange medarbejdere der er på arbejde – fx ved at bruge deres adgangskort – så kan de tilberede den rette mængde mad. Men det hele skal selvfølgelig være i overensstemmelse med GDPR.”

Netop overgangen fra det abstrakte til det konkrete er det spændingsfelt, hvor digitalisering og ny teknologi kan ændre hverdagen på mange niveauer i ejendomsbranchen. Men der er også en forsigtighed, og derfor er det positivt, at pilotprojekter tester mulighederne af:

”Vi er i en fase, hvor det handler om at lære, vidensdele og drage nytte af nye erfaringer. Det er naturligt, at man ikke køber et nyt dyrt system ind, før der er en vis sikkerhed for, at det også giver en værdi tilbage. Der kommer flere og flere konkrete produkter på gaden, men der er potentiale til meget mere,” siger Mikkel Alsø, seniorøkonom hos EjendomDanmark.

Teknologisk udvikling

Proptechprodukter kan være sensorer, der opfanger fugt i bygningen, før det udvikler sig, men det kan også være i større skala – eller i andre sammenhænge:

”Paletten er bred, når det handler om mulighederne. Kan byggeriet i fremtiden tage endnu bedre højde for lysindfald eller placeringen af solceller, vil det have en stor betydning. Men det er også ned på det enkelte kontor, hvor der allerede nu bliver set nærmere på brug af data til at indrette kontormiljøer optimalt frem for vaner eller mavefornemmelser,” siger Mikkel Alsø.

En anden mulighed er til konferencer, hvor data vil kunne gøre det lettere for både arrangører og deltagere. Der mangler altså ikke områder, hvor digitalisering kan påvirke vaner. Nu venter transformeringen fra idé til virkelighed:

”Mange idéer og projekter bunder i et ønske eller en tanke om at ville gøre et område eller et system mere smidigt, og det skal nu vises, at det også kan det. Der er et stort potentiale i de nye teknologier, men det kræver stadig nogle muskler at udvikle på området,” siger Per Anker Jensen.