/ Nyheder / Ejendomsbranchen holder hånden under butikkerne: Over halvdelen af huslejen er ikke blevet betalt

Ejendomsbranchen holder hånden under butikkerne: Over halvdelen af huslejen er ikke blevet betalt

Coronakrisen har været hård for butikkerne, og en ny undersøgelse viser, at 55 % af huslejen for marts til maj endnu ikke er betalt. Tallene illustrerer, at krisen fortsat lurer under overfladen, hvor ejendomsbranchen i øjeblikket holder hånden under de erhvervsdrivende. Men det er risikabelt for den økonomiske fødekæde, lyder det fra erhvervsorganisationen EjendomDanmark.

Af

Der mangler at blive betalt husleje for mere end 7 mia. kr. fra butikker og restauranter. Foto: Frederik Krogh, iStock

Det var mere end svært at drive butik fra marts til maj måned. Helt nye tal viser nu, hvor hårdt butikkerne er ramt. Mere end halvdelen af alle butikkernes huslejer er nemlig ikke blevet betalt for perioden marts til maj, viser en ny undersøgelse fra EjendomDanmark. Det svarer til, at udlejerne mangler husleje for mere end 7,6 milliarder kroner.

”Vores medlemmer udviser et stort samfundssind, mens de ramte butikker venter på stigende omsætning og udbetalingen af hjælpepakker. Mange af de udsatte butikker ville være lukkede nu, hvis det ikke var for samarbejdsviljen, og det glæder mig, at mange lejere og udlejere står sammen om at komme gennem krisen,” siger adm. direktør Jannick Nytoft, EjendomDanmark.

”Udsættelserne er en stakket frist, for snart begynder ejendomsbranchen selv at kunne mærke den manglende likviditet, når der skal betales lån og afdrag til finansieringsinstitutterne. Der er behov for, at der kommer gang i økonomien igen – ellers vil der uundgåeligt komme flere konkurser,” siger Jannick Nytoft.

Coronakrisen

Hårdheden af slaget fra coronakrisen afhænger af, hvilken type butik man driver, og samlet set på årlig basis er det mere end en måneds husleje, der i alt mangler at blive betalt for butikkerne.

”Det skal også ses i lyset af, at vi ikke normalt oplever så store udfordringer med at betale huslejen. Samtidig kan vi se, at det virkelig er butikkerne, der har været i frontlinjen for de økonomiske efterdønninger. Andelen af kontorlejemål, der mangler at betale husleje, er højere end det plejer, men det er stadig langt lavere end butikkerne,” siger Jannick Nytoft.

Han påpeger desuden, at det er en stor fordel for mange af butikkerne og de enkelte kontorer, at de ”låner” pengene hos deres udlejer fremfor andre kanaler, da deres manglende betalinger så ikke tillægges rente.

Samlet er det 55 procent af butikkernes husleje, der manglede i marts til maj, mens det for kontorerne var 11 procent. Undersøgelsen er gennemført af EjendomDanmark blandt 79 ejendomsejere, der samlet udgør 10 procent af markedet.

Se analyse for restancer ejendomsbranchen juni 2020