Der foretages mere end 120.000 ind- og fraflytninger hvert år. Ved hver flytning skal der foretages et syn af lejligheden, hvor både udlejer og lejer skal møde op fysisk. Er der flere lejere i lejligheden, skal alle lejere indkaldes.
De mange tusinde møder udgør en betragtelig risiko for at sprede smitte af Covid-19, vurderer både EjendomDanmark og Dansk Industri. De to erhvervsorganisationer har derfor i et fælles brev opfordret boligminister Kaare Dybvad til at suspendere reglerne i en periode, hvor samfundet er under pres fra epidemien.
”Vi har en pligt til at beskytte både vores medarbejdere i ejendomsbranchen og til at udsætte vores lejere for mindst mulig risiko. Derfor opfordrer vi til en pause i de fysiske syn,” siger adm. direktør i EjendomDanmark, Jannick Nytoft.
Nye eller tidligere lejere er fortsat beskyttet mod utilsigtede regninger for forbedringer eller mangler i en nyindflyttet lejlighed. Lejer skal fortsat have tilsendt en kopi af til- eller fraflytningsrapport og har fortsat 14 dage til at indberette eventuelle mangler eller fejl i ny lejlighed. Endeligt kan alle uenigheder fortsat indberettes til huslejenævnet.