I snart et år har coronakrisen domineret den politiske dagsorden. Pandemien har vendt op og ned på de gængse politiske dynamikker, og på Christiansborg har der været en klar sejrherre – hvis man for en stund ser bort fra minkskandalen. Statsminister Mette Frederiksen er kommet styrket ud af at skulle styre et land gennem krisen.
Hendes etpartiregering, som jo kun hviler på 49 mandater, har samtidig formået at fastholde alles fokus på de sager, som Socialdemokratiet gik til valg på. Det viser tydeligt, hvor svært oppositionen har haft det siden valget.
Regeringens dominans har grundlæggende forandret den overordnede politiske debat. Færre taler om vækst og investeringer, mens klima, sammenhængskraft og ulighed er de dominerende dagsordener. Godt nok er der ikke en modsætning mellem vækst og sammenhængskraft eller mellem investeringer og klimaet – tværtimod. Men politisk har det afgørende betydning, hvor trykket lægges, når det skal udmønte sig i konkrete forslag. Det har i særdeleshed kunnet mærkes i debatten om boligpolitikken.
I december skrev boligministerens afgående særlige rådgiver følgende i Altinget:
”Kaare Dybvads ambition ved at være boligminister var og er, at boligpolitik skal være værdipolitik. Det skal ikke kun handle om teknikken i, hvor højt et hus må være, hvilke sten man må bruge, eller hvad der skal stå i bygningsreglementet. Det skal være en motor i den måde, vi realiserer velfærdssamfundet på.”
Det fortæller, hvorfor boligpolitikken har udviklet sig til det, der til tider kan føles som en ideologisk slagmark. Men skiftet fra vækstpolitik til værdipolitik ændrer ikke ved, at private investeringer fortsat er afgørende, hvis vi skal gennemføre klimarenoveringer, sikre sammenhængskraften på tværs af landet og finde bæredygtige løsninger på, hvordan vi får skabt boliger nok til alle dem, der gerne vil bo i storbyerne. Men fordi ejendomsbranchen i den bærende fortælling (ufrivilligt) er blevet castet som fjenden, har historien om modsætningen mellem de private investeringer og de opstillede mål fået et selvstændigt liv.
Arbejdet med at synliggøre ejendomsvirksomhedernes positive og konstruktive bidrag til samfundet er heldigvis i gang – og vi står alle med et ansvar for at vise det til omverdenen.
Der skal skabes en fælles fortælling for branchen, der på sigt gør os langt mere modstandsdygtige og relevante i de temaer, som vil være dominerende i den offentlige debat de kommende år. Det arbejde er et langt sejt træk – men det er også helt uundgåeligt, hvis vi skal ud af fjenderollen. En rolle, som ikke bare er unfair, men som også står i vejen for mange af de løsninger, branchen kan byde på.
Denne analyse er første gang bragt i magasinet Ejendom, nr. 1, 2021.