/ Nyheder / Debat: Hjæl­pe­pak­ker el­ler ej – det ha­ster med en bred genå­bning af de­tail­hand­len, hvis den skal over­le­ve

Debat: Hjæl­pe­pak­ker el­ler ej – det ha­ster med en bred genå­bning af de­tail­hand­len, hvis den skal over­le­ve

Af

Foto: Jens Rosenfeldt/ EjendomDanmark

Af Jannick Nytoft, adm. direktør, EjendomDanmark og Finn Sture Madsen, COO, Danske Shoppingcentre

Mette Frederiksen har meldt ud, at myndighederne nu begynder at lægge planer for den konkrete genåbning af samfundet.

Men hvordan skal vi åbne butikkerne og shoppingcentrene igen? Udgangspunktet er selvfølgelig rapporten om genåbningen, som en lang række eksperter afleverede til regeringen. De små skoleklasser kommer først, men derfra har eksperterne vanskeligere ved entydigt at pege på, hvad der skal følge efter.

I ejendomsbranchen vil vi meget gerne indlede denne dialog med myndighederne så hurtigt som muligt.

Mange brancher er ekstremt pressede af nedlukningen, men åbningen af detailhandlen er afgørende for dansk økonomi. Her vil det efter vores vurdering være sikrest og smartest med en bred åbning af alle butikker samtidig; inklusiv shoppingcentrene.

I centrene er der gode muligheder for at styre kundestrømme med tælleapparater, kameraer og vagter. En smal åbning af kun bestemte typer af gadebutikker vil kunne give et stort pres fra for mange mennesker i de enkelte butikker – med risiko for øget smitte.

En bred åbning kombineret med kontrolleret afstand, begrænsede sidde- og spisemuligheder, opfordringer om at handle alene og f.eks. længere åbningstider vil sikre, at handlen vil blive så sikker, som den kan blive. Det er selvfølgelig regeringen og sundhedsmyndighedernes anbefalinger, som i sidste ende afgør, hvordan vi genåbner.

Der er allerede nu mange erfaringer med omfattende restriktioner, håndhævet i shoppingcentrene. Derfor giver det god mening, hvis vi så hurtigt som muligt bliver inddraget i planerne for genåbning.

Vi vil meget gerne opfordre til at få åbnet butikkerne hurtigst muligt. Simpelthen for at sikre, at så få butiksejere og små selvstændige som muligt går fallit. Og det haster – nye hjælpepakker eller ej.

Manglende omsætning, konkurrencen fra nethandlen og de supermarkeder, der må sælge alt fra cykler til elektronik og parfume, som andre butikker i dag ikke må sælge, gør ondt. Foråret er på vej uanset kontakttal og engelske varianter. Lad os gøre os parate til at lade lyset ind igennem butiksfacader og centerindgange igen.

Debatindlægget er første gang bragt i Børsen d. 11. februar 2020.