/ Nyheder / De nominerede projekter til Renoverprisen er offentliggjort

De nominerede projekter til Renoverprisen er offentliggjort

Fem nominerede projekter har mulighed for at vinde Renoverprisen 2023. De nominerede er fundet blandt 182 indstillede projekter, og dækker over vidt forskellige projekter – lige fra et bofællesskab til et museum.

Af

De fem nominerede til Renoverprisen 2023 er netop offentliggjort. Foto: Thomas Rockall Muus.

Sløret er netop blevet løftet for de fem projekter, der er nomineret til Renoverprisen 2023. Blandt de nominerede findes én vinder, der bliver tildelt titlen som Danmarks bedste renovering og en check på 100.000 kr.

De fem nominerede til Renoverprisen 2023 er:

  • Rudkøbing Gamle Skole, Rudkøbing
  • C. Bangs Hus, København
  • FLUGT – Refugee Museum of Denmark, Oksbøl
  • 60’er villa til børnefamilie, Aarhus
  • Amager Centeret, København

Diversitet i projekterne

De nominerede projekter kommer fra forskellige dele af landet, og iblandt dem er der stor diversitet i både typologi, størrelse og karakter. Fælles for projekterne er dog, at de formår at skabe værdi på flere forskellige fronter.

”Vi har fundet et spændende felt af projekter, der på hver sin måde udmærker sig inden for renoveringsdisciplinen. Men vi ser også et gennemgående træk blandt de nominerede, og det er projekternes evne til at give nyt liv. Det er selvfølgelig nyt liv til selve bygningen, men også til dens omgivelser og brugere,” udtaler Karen Mosbech, formand for Renoverprisens Nomineringsudvalg, i en pressemeddelelse.

Også projekternes bidrag til den grønne omstilling, social bæredygtighed samt den tekniske og håndværksmæssige udførelse spiller en rolle i udvælgelsen af de nominerede projekter.

Vinder findes til prisfest

De nominerede projekter skal nu til afstemning hos Renoverprisens valgkollegie, der består af 88 repræsentanter fra et bredt udsnit af byggebranchen.

Vinderen af Renoverprisen 2023 offentliggøres ved en prisfest den 6. september 2023. Til festen vil vinderen af årets Specialpris også blive afsløret. Specialprisen går til et lille projekt, der har skabt stor værdi.

Læs mere om de nominerede projekter her