/ Nyheder / Bolig-CV: Robert Nellemann

Bolig-CV: Robert Nellemann

Han er ejendomsudviklingsdirektør i Danica Ejendomme. Født i 1976, bor i Hørsholm Kommune med sin kone og deres tre børn.

Af

Robert Nellemann har bl. andet arbejdet i CBRE, Europæiske Ejendomme, Mærsk, Danske Bank og Danica Pension.

Ejendomme fyldte fra barnsben 

Jeg voksede op i Birkerød med mine forældre og to søskende. Ejendomme fyldte en del på både min mors og fars side af familien. Min morfar havde ledelsesposter i SAS og Tuborg og var involveret i kendte byggerier som blandt andet Tuborgs hovedsæde på Strandvejen. Familien på min fars side stod bag opførelsen af store bilhuse. Blandt andet i Glostrup, hvor en af Danmarks få bilfabrikker lå. Jeg kom tit med rundt i de forskellige ejendomme som barn og blev meget inspireret.

Djævlen ligger i deltaljen 

Efter gymnasiet læste jeg cand.merc.jur. og flyttede til København i en ejerlejlighed. Jeg blev færdiguddannet under it-krisen, og det var en svær periode at finde job. Gennem bekendte kom jeg under Henrik Cederholms vinger i hans erhvervsmæglervirksomhed – i dag kendt som CBRE. Her tog jeg ejendomsmægleruddannelsen. Cederholm tilkendegav, at djævlen ligger i detaljen, og hans seriøsitet har været en stor inspiration for mig.

Fra afvikling til udvikling 

Efter en del år i storbyen flyttede min kone og jeg til en villa i Hørsholm. Vi fik vores tre børn og nød at få adgang til naturoplevelser til havs eller i skoven. Karrieremæssigt rykkede jeg over på ejersiden og blev direktør for den børsnoterede ejendomsfond Europæiske Ejendomme. En fond, jeg var med til at afvikle under finanskrisen. Det var barske sager og en livserfaring rigere oveni at blive forælder til flere børn. Herefter flyttede jeg til Mærsk, hvor jeg blev ansvarlig for fast ejendom i Europa og stod for koncernens nye domicilprojekter i Esbjerg, Lyngby og på Amerika Plads i København.

Hæsblæsende år 

Tempoet i min karriere er højt, men mit hjem er min base. Derfor bor min familie og jeg stadig i vores Hørsholm-villa. Da vores tredje barn kom til verden i 2016, havde min kone mulighed for at sætte tempoet lidt ned karrieremæssigt, det var dejligt for familien. Familien havde i disse år også erhvervet sommerhus i Odsherred, hvor pulsen kan komme godt ned. I 2015 kom jeg til Danske Bank i en hæsblæsende periode. Sammen med mit team skulle jeg transformere banken på ejendomssiden med nye domiciler i Aarhus, Odense og Kolding og hovedsædet i København. Samtidig skulle vi afhænde filialer, hovedsæder og unoterede ejerandele i ejendomsselskaber.

Projekt postbyen 

Ultimo 2016 rykkede jeg til datterselskabet Danica Pension. Min hovedopgave som ejendomsudviklingsdirektør er at få færdiggjort ejendomsprojekter rundtom i landet. Mit primære fokus har senest været opstart og gennemførelse af det enorme bydelsprojekt ”Postbyen” midt i København. Ringen sluttes ved, at vi netop har indgået samarbejde med DSB om at udvikle den sidste etape. Når jeg ser tilbage på de mange ting, jeg har eksekveret, har ejerskabsfølelse, samarbejdsevner, robusthed og en tryg og stabil base i hjemmet været afgørende.