/ Nyheder / Ny undervisningsform på EA: ”Vi er fan”

Ny undervisningsform på EA: ”Vi er fan”

Fleksibilitet er et nøgleord i den nye opbygning af EjendomDanmarks EA-uddannelse, der er gået fra klassisk klasseundervisning til “blended learning”. Det betyder, at undervisningen primært foregår på den digitale e-learningsplatform Moodlerooms, hvor de studerende følger et veltilrettelagt studieforløb.

Af

EA-uddannelsen er blevet digital og er nu mere fleksible for de studerende.

I slutningen af marts var studerende på faget Erhvervslejeret samlet hos EjendomDanmark til studiecafé. Huset Net lagde vejen forbi for at høre et par studerende, hvad de synes om den nye undervisningsform på EA-uddannelsen, som blev indført i starten af året.

”Vi er fan”, siger Tine Christophersen og Søs Hall, begge fra ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan, samstemmigt.

Søs Hall uddyber: ”Jeg synes, det er en rigtig god undervisningsform og faktisk meget bedre, end jeg havde forventet. Blandt andet har jeg mulighed for at tage en række quizspørgsmål online og teste min viden, efter jeg har læst en tekst. Jeg kan også tage testen op mod en eksamen og se, om jeg stadig kan huske det, jeg lærte for tre måneder siden”.

En tilvænningssag

Også Tine Christophersen er tilfreds med den nye studieform, som hun mener er mere effektiv.

”Vi skal ikke bruge tid på transport, men kan arbejde med vores studieopgaver hjemmefra eller bruge tiden sammen med vores studiegruppe”, siger hun.

Hun har dog lige skullet vænne sig til at arbejde i Moodlerooms, men mener, det er en tilvænningssag.

”I starten kunne det godt være lidt tungt for mig at arbejde med Moodlerooms, men det er blevet nemmere for mig, nu hvor jeg har lært systematikken at kende”.

Begge studerende er enige om, at webinarerne, som kan følges via Moodlerooms, fungerer rigtig godt.

”Fordelen ved webinaret er blandt andet, at man kan gense sessionen, hvis der er noget, man gerne vil have gentaget, og bliver man forhindret i at følge et webinar, kan man se det efterfølgende”.

Både Tine Christophersen og Søs Hall har et ønske om, at der bliver skruet op for webinarerne.

”Det er noget, vi gerne vil have mere af”, siger Søs Hall.