Der kommer langsomt flere kvindelige medarbejdere i ejendomsbranchen. Det viser en ny analyse fra EjendomDanmark, der offentliggøres på Kvindernes Internationale Kampdag.
Andelen af kvinder udgør nu 38,7 procent af de beskæftigede i branchen. Det er en stigning på 0,8 procentpoint siden sidste års opgørelse.
”Det er positivt, at udviklingen stille og roligt bevæger sig i den rigtige retning, og det er vigtigt for branchen, at den fortsætter. Det ville være utopi at tro, at kønsbalancen i en hel branche ændrer sig på et enkelt år. Samtidig kan vi se, at fordelingen mellem mænd og kvinder allerede er langt mere lige blandt de unge i branchen, og det giver et godt afsæt for fremtiden,” siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark.
Diversitet handler om mere end køn
Analysen ser også på andre aspekter af diversitet. Her viser tallene, at 9 procent af de beskæftigede i ejendomsbranchen har udenlandsk oprindelse. Til sammenligning er andelen 16,5 procent blandt alle beskæftigede i Danmark.
Det viser ifølge Peter Stenholm, at branchen langt fra er i mål med arbejdet med diversitet.
”Diversitet handler om meget mere end køn, og tallene understreger, at vi stadig har et stykke vej, før vi er i mål. I bund og grund handler det om, at vi som branche skal tiltrække de dygtigste medarbejdere uanset køn, alder, baggrund og meget andet. Jo flere dygtige mennesker vi får ind i branchen, desto stærkere bliver den,” siger Peter Stenholm.
Konkrete anbefalinger til en mangfoldig branche
I foråret 2024 nedsatte EjendomDanmark Ejendomsbranchens Diversitetsråd med det formål at udarbejde konkrete anbefalinger til, hvordan repræsentationen i branchen kan styrkes.
Rådet har blandt andet peget på initiativer som en mere neutral barselspolitik, anonymiserede jobansøgninger og større opmærksomhed på ubevidste bias i rekrutteringsprocesser.
”Hvis vi vil rykke på sammensætningen i branchen, kræver det, at vi også tør udfordre nogle af de strukturer og vaner, der findes i dag. Rådets anbefalinger er tænkt som et inspirationskatalog til, hvordan ejendomsvirksomheder kan arbejde mere målrettet med diversitet,” siger Peter Stenholm, der også er forperson for Ejendomsbranchens Diversitetsråd og fortsætter:
”For nogle virksomheder er det nemt at arbejde med anbefalingerne, mens det for andre tager lidt længere tid at få dem indarbejdet. Det vigtigste er, at vi arbejder i samme retning mod en mere mangfoldig branche.”
Find analysen her.