/ Nyheder / Nye etiske normer viser ejendomsbranchens ansvar og ambitioner

Nye etiske normer viser ejendomsbranchens ansvar og ambitioner

EjendomDanmarks hovedbestyrelse har vedtaget nye etiske normer for organisationens medlemmer, der løfter ambitionerne på ejendomsbranchens vegne. De er kulminationen på et stort arbejde med bidrag fra hele branchen.

Af

EjendomDanmarks hovedbestyrelse har vedtaget nye etiske normer.

’Ejendomsbranchen tager ansvar’. Under det strategiske mantra arbejder EjendomDanmark hver dag for at styrke ejendomsbranchen. Nu har EjendomDanmarks hovedbestyrelse, der består af en bred repræsentation af medlemsvirksomheder, vedtaget nye etiske normer, der viser branchens ambitioner og samfundsansvar.

”Vi skal værne om respekten for vores branche. Med de etiske normer løfter vi anseelsen og sætter streg under, at ejendomsbranchen er dybt professionel. I EjendomDanmark er vi en del af et fællesskab, hvor vi står sammen og viser vores værd. Derfor er jeg stolt af, at vi kan offentliggøre vores nye etiske normer,” siger formand for EjendomDanmark og direktør i PKA Ejendomme, Henrik Dahl Jeppesen.

Det er nemlig en nyskabelse, at de etiske normer nu løftes og gælder for endnu flere af EjendomDanmarks medlemmer – og de træder allerede i kraft den 1. juli 2024.

”Samfundet udvikler sig, og branchen udvikler sig med. Derfor skal vores etiske normer selvfølgelig også være moderne og tilpasset nutiden. Samtidig vil jeg gerne rette en stor tak til alle de mange fra branchen, der undervejs er kommet med idéer, indspark og kommentarer. Det har været en både ambitiøs og grundig proces, som nu udmønter sig i nye, høje branchestandarder. Med dem i hånden kan vi vise, at vi er en betydningsfuld og yderst professionel branche,” siger adm. direktør i EjendomDanmark, Peter Stenholm.

En moderne branche

Samtidig med vedtagelsen af de etiske normer er der også vedtaget ’Retningslinjer for administration og forvaltning af ejendomme’, som bygger videre på de oprindelige etiske normer for ejendomsadministration. De fungerer som et sæt spilleregler for alle, der arbejder med ejendomsadministration eller –forvaltning af andres ejendomme.

”Ejendomsadministration 2024 er mere omfattende og kompleks end for 15 år siden. Derfor er jeg glad for, at vi med de nye retningslinjer adresserer de udfordringer og dilemmaer som branchen kan møde i dag. Vi er en ambitiøs branche, der følger med udviklingen for at kunne skabe mere værdi i samarbejdet mellem kunder og professionelle forvaltere. Det skal vi vise både hinanden og omverdenen,” siger Ashkan Ahmadinia, adm. direktør i Cobblestone og medlem af EjendomDanmarks forretningsudvalg.

’Etiske normer’ og ’Retningslinjer for administration og forvaltning af ejendomme’ er vedtaget af EjendomDanmarks hovedbestyrelse den 26. juni 2024. De træder i kraft den 1. juli 2024. De etiske normer vil som noget nyt gælde alle medlemmer af EjendomDanmark – med undtagelse af de tilknyttede medlemmer.

EjendomDanmarks hovedbestyrelse består af repræsentanter fra ATP Ejendomme A/S, Balder Danmark A/S, Barfoed Group, CEJ Ejendomsadministration A/S, Cobblestone A/S, Danica Ejendomme A/S, Ejendomsforeningen Fyn, Ejendomsforeningen Kronjylland, Fokus Nordic A/S, Frederiksberg Grundejerforening, Fællesforeningen, Heimstaden Danmark A/S, Home.Earth, Industriens Pension, K. C. Nielsens Fond, KLP Ejendomme A/S, KONCENTON A/S, LAROS A/S, LEA Ejendomspartner A/S, Newsec Property Asset Management, Nordea Pension Ejendom Danmark A/S, NCAP Denmark ApS, Nørgaard Skødt Ejendomme ApS, PensionDanmark Ejendomme, PFA Ejendomme, PKA Ejendomme, ProDomus, PWH Ejendomme A/S, Sinding & Co., Taurus Ejendomsforvaltning ApS, Velliv, Pension & Livsforsikring A/S, Qvortrup Administration A/S, Wagner Ejendomme ApS.