/ Nyheder / Ny typeformular – Typeformular A, 11. udgave

Ny typeformular – Typeformular A, 11. udgave

Boligministeriet har sendt et udkast til ny typeformular – Typeformular A, 11. udgave – i høring. Behovet for en ny typeformular skyldes primært det sideløbende lovforslag om digital kommunikation, men der er også andre ændringer i udkastet til typeformular.

Af

Foto: iStock, MEDITERRANEAN

Boligministeriet har den 26. oktober 2026 sendt et udkast til ny typeformular – Typeformular A, 11. udgave – i høring. Høringsfristen udløber den 24. november 2026, og EjendomDanmark afgiver naturligvis et høringssvar til Boligministeriet inden høringsfristens udløb.

Det er Boligministeriets intention, at den nye typeformular skal kunne anvendes fra den 1. januar 2027, og at den nuværende typeformular – Typeformular A, 10. udgave – vil kunne anvendes sideløbende frem til den 1. juli 2027.

Den nye typeformular vil – ligesom den nuværende typeformular – blive autoriseret i en dansksproget version og i en engelsksproget version.

Hvad bliver der ændret i den nye typeformular?

Den primære ændring i typeformularen handler om, at typeformularen tilpasses til, at det – når lovforslaget om ændring af lejeloven i relation til digital kommunikation om særligt bebyrdende meddelelser forventeligt bliver vedtaget – vil være muligt for udlejere og lejere at aftale, at udlejers opsigelser og påkrav og lejers indsigelser imod opsigelser kan afgives digitalt.

Men Boligministeriet har benyttet lejligheden til også at lave enkelte andre ændringer i typeformularen.

Nedenfor er oplistet de ændringer, som der er lavet ved udarbejdelsen af udkastet til ny typeformular. Oplistningen er lavet således, at der først er anført ændringer i selve kontraktsdelen af typeformularen, hvorefter der er anført ændringer i vejledningsdelen til typeformularen.

 

Ændringer i kontraktsdelen af typeformularen

Ændring af typeformularnummer og sidenummerering

Den nye typeformular bliver 11. udgave, og derfor ændres angivelsen af typeformularens nummer og datoen for autorisationen af typeformularen øverst på side 1 i typeformularen.

Da der er tilføjet yderligere tekst i typeformularen øges sideantallet i den nye version, således at den fremover bliver på 15 sider. Sideangivelsen i typeformularen ændres derfor til ”Side 1 af 15” og fortløbende.

  • 5 – ændrede afkrysningsfelter under varme

I § 5 under varme bliver to afkrysningsfelter ændret fra de nuværende firkanter til runde cirkler. Den tekst, som afkrydsningsfelterne relaterer sig til, bliver ikke ændret. Denne ændring ligner umiddelbart en opsætningsfejl ved udarbejdelsen af udkastet til ny typeformular.

  • 9 – flere afkrydnsingsfelter ved inventar

I § 9 er der lavet en lidt ændret opsætning af afkrysningsfelterne, og der er kommet flere afkrydsningsmuligheder til.

Der er tilføjet mulighed for at afkrydse, dels at lejemålet er forsynet med kogeplade, dels at lejemålet er forsynet med ovn. Herudover er nu fem afkrydsningsfelter, hvor der kan anføre, at  lejemålet er forsynet med andre inventargenstande. I den nuværende typeformular er der kun tre afkrydsningsfelter.

  • 10 – energimærkning og digital kommunikation

I § 10 er der tilføjet et helt nyt felt, hvor det kan afkrydses, om der foreligger en energimærkning for ejendommen ved lejeaftalens indgåelse. Endvidere er der tilføjet en tekst om, at energimærkningen udleveres senest ved lejeaftalens indgåelse, hvis der foreligger en energimærkning.

Derudover er der tilføjet et afsnit om udlejers og lejers indgåelse af aftale om, at udlejers opsigelse, udlejers påkravsskrivelse og lejers indsigelse imod en opsigelse kan afgives digitalt. Feltet er udformet således, at der skal afkrydses i et ja-felt eller et nej-felt, og derudover er der to udfyldningsfelter, hvor det bl.a. kan angives, hvilken digital postleverandør der er valgt.

  • 11 – klausul om nettoprisindeksering     

I § 11 er der lavet en mindre korrektion af udfyldningsfeltet, der skal anvendes, hvis parterne har aftalt lejeregulering efter nettoprisindeks.

I den nuværende typeformular er der en formuleringsfejl i udfyldningsfeltet, idet der er kommet et overflødigt og meningsforstyrrende ”den” med i den fortrykte tekst. Den fejl bliver ændret, idet det overflødige ”den” er fjernet.

 

Ændringer i vejledningsdelen af typeformularen  

I typeformularen indgår en vejledningsdel med en række forskellige oplysninger og informationer. Vejledningsdelen er selvfølgelig en del af den autoriserede typeformular, men vejledningsdelen er ikke aftalevilkår mellem lejer og udlejer. Vejledningsdelen er derfor kun en vejledning til udlejer og lejer.

Teksten i vejledningsdelen til typeformularen er opdelt i ni nummererede sektioner, som hver knytter sig til en specifik paragraf i kontraktsdelen af typeformularen.

Sektion 1 (lejekontraktens § 1)

I sektion 1 er tilføjet et underafsnit om ”Administrator”, hvor der blot er anført informationer om, at udlejer kan antage en administrator.

Sektion 2 (lejekontraktens § 2)

I sektion 2 er tilføjet en oplysning om opsigelsesvarslet for accessoriske enkeltværelser.

Sektion 3 (lejekontraktens § 3)

I sektion 3 i udkastet til ny typeformular er der lavet en ændring, idet en sætning, som indgår i vejledningsdelen til den nuværende typeformular, er udeladt.

Den sætning, som er udeladt i den nye typeformular, står i den nuværende typeformular i tilknytning til oplysningerne om ”Fri lejefastsættelse” og handler om de situationer, hvor der ikke er indgået aftale om nettoprisindeksering af lejen. Sætningen har følgende ordlyd: ”Der kan dog stadig reguleres som følge af stigninger i og pålæg af nye skatter og afgifter.” Denne sætning vil altså ikke længere indgå i vejledningsdelen til Typeformular A, 11. udgave.   

Sektion 8 (lejekontraktens § 10)

I sektion 8 er tilføjet et afsnit om energimærkning, hvor der gengives stort set det samme, som er tilføjet § 10 i typeformularen, jf. ovenfor

Derudover er der i sektion 8 tilføjet et ganske omfattende afsnit om fremsendelse af særligt bebyrdende meddelelser. Afsnittet indeholder nærmere oplysninger om de regler, der gælder i relation til udlejers og lejers indgåelse af aftale om digital fremsendelse af særligt bebyrdende meddelelser. Afsnittet indeholder en blanding af gengivelse af lejelovens regler om digital kommunikation og lejelovens opsigelsesregler samt gengivelse af nogle af bemærkningerne til lovforslaget om  ændring af lejeloven i relation til digital kommunikation.

Samtidig er oplysningerne i vejledningsdelen til den nuværende typeformular om, at udlejers påkrav m.v. ikke kan fremsendes digitalt, fjernet i udkastet til ny typeformular, idet det naturligvis ikke vil passe længere, hvis lovforslaget om ændring af lejeloven i relation til digital kommunikation bliver vedtaget.