/ Nyheder / Videreuddannelse er vigtigt for medarbejderne

Videreuddannelse er vigtigt for medarbejderne

I Haugaard|Braad Ejendomsadministration er der stort fokus på videreuddannelse af medarbejdere. En af dem, der har oplevet dette, er Dan Nielsen, der i dag er ansat som ejendomsadministrator, og som har arbejdet sig op i virksomheden.

Af

Dan Nielsen er ansat som ejendomsadministrator i Haugaard|Braad Ejendomsadministration, og han færdiggjorde i januar EA-uddannelsen hos EjendomDanmark. Balancen mellem uddannelse og arbejde kan være hård, men det hjælper, når man arbejder i en virksomhed, der ser værdien i, at deres ansatte bruger tid på at videreuddanne sig.

”Det gavner på mange måder, når vores ansatte videreuddanner sig. Vi er generelt store fortalere for videreuddannelse, og vi ser gerne, at vi kan hjælpe vores ansatte med ikke bare at bygge på – men at bygge opad,” fortæller Martin Hedegaard, partner og direktør i Haugaard|Braad Ejendomsadministration.

Og for Martin Hedegaard er der da heller ingen tvivl om, hvorfor videreuddannelse gavner alle parter:

”Det giver dem jo selvfølgelig en faglighed, som vi alle får glæde af. Men vi vokser også som mennesker, når vi uddanner os, og det skal man ikke overse vigtigheden i. Så det giver os som virksomhed rigtig meget, og vi får nogle gode, kloge mennesker ombord.”

Videreuddannelse er et konkurrenceparameter

For Haugaard|Braad ligger fordelen i at videreuddanne de ansatte altså ikke kun hos medarbejderne, men også hos virksomheden selv.

”Vi er en virksomhed, der gerne vil udvikle vores medarbejdere, og det er også et aspekt, der er gået hen og blevet et konkurrenceparameter i forhold til at holde på de ansatte. Vi har gudskelov med mennesker at gøre, der ikke bare vil sidde på den samme stol resten af deres liv, fordi de gerne vil have, at der skal ske noget,” fortæller Martin Hedegaard og fortsætter:

”Jeg tror, at folk mere end nogensinde før kigger efter udviklingsmuligheder, når de skal ud at finde et arbejde eller vælge en karriere. Det skal vi som branche selvfølgelig imødekomme, fordi det er relevant for os, og fordi vores medarbejdere vokser på alle mulige måder.”

Virksomheden skal støtte medarbejderne

Ifølge Tabita Højer, der er partner og administrationschef i Haugaard|Braad, er det vigtigt, at virksomheden tilgodeser, støtter og opfordrer sine medarbejdere til videreuddannelse.

”Vi sender alle nyansatte afsted på EA-uddannelsen, og oftest er det unge mennesker, der lige er begyndt på deres arbejdsliv, så selvfølgelig begynder man ikke med en fuld portefølje af ejendomme. Vi bygger stille og roligt på, og tager også højde for, at de nogle gange er ude af huset for at være fysisk til undervisning,” forklarer Tabita Højer, og uddyber:

”Uddannelsen er både for deres egen skyld og for vores, så det er en del af arbejdstiden, at man videreuddanner sig – om man så er på kontoret eller ude til undervisning. Og vi oplever også, at kunderne har rigtig god forståelse og interesse for, at vi dygtiggør os.”

Klædt på til rollen

Dan Nielsen er en af de medarbejdere hos Haugaard|Braad, der har taget EA-uddannelsen ved EjendomDanmark, og det gjorde han over en periode på to år. Det har nemlig været en proces, hvor både uddannelse, arbejde og privatliv skulle tilgodeses.

”Jeg har taget et fag ad gangen, fordi der skulle være plads til at skabe en god balance med tid til familien. Og det har været værdifuldt for mig. Jeg har fået nogle kvalifikationer, som jeg ikke ville kunne tilegne mig alene ved at sidde med arbejdet i praksis,” fortæller Dan Nielsen og uddyber:

”Der er noget ved at sidde til undervisning og samarbejde med andre fra erhvervslivet, og at have kompetente undervisere, som kan forklare komplicerede aspekter af ejendomsadministration. I jobbet kan man opleve vidt forskellige ting fra dag til dag alt efter, hvad der rører sig, forskellige lovgivninger og så videre. Så uddannelsen har klædt mig godt på.”

Kunderne kan mærke forskellen

Ifølge Dan Nielsen har det givet selvtillid i rollen som ejendomsadministrator og i mødet med kunderne at have uddannelsen i ryggen.

”Når jeg står og repræsenterer virksomheden overfor kunderne, vil jeg gerne fremstå kompetent. Og den viden og de kvalifikationer, jeg har tillært mig på uddannelsen, gør, at jeg er godt rustet til at besvare spørgsmål, og finde løsninger på komplekse udfordringer, fordi vi i undervisningen har arbejdet med forskellige problemstillinger. Så det er positivt, at man i praksis kan bruge sin viden,” fortæller Dan Nielsen og fortsætter:

”Jeg kan også mærke på kunderne, at jeg fagligt har rykket mig, og at jeg fremstår professionelt.”

Rekruttering med fremtiden for øje

Dan Nielsen påbegyndte sin tid i Haugaard|Braad som praktikant, og blev siden studentermedhjælper og trainee. I dag er han ansat som ejendomsadministrator. Og i Haugaard|Braad er det ikke sjældent, at medarbejderne kommer ind uden erfaring som administrator, og siden arbejder sig opad.

”Vi har mærket, at der mangler ejendomsadministratorer i vores del af landet, og derfor bruger vi tid på at rekruttere direkte fra uddannelsesstederne og sikre, at de unge mennesker også ser vores vej. Og der er det igen vigtigt, at vi som branche kan fortælle dem, at de sagtens kan uddanne og videreudvikle sig,” forklarer Martin Hedegaard.

Netop tilgangen med at få medarbejdere ind direkte fra uddannelserne, har ifølge Tabita Højer, vist sig at være nyttig.

”Vi har erfaret, at det fungerer godt at få medarbejdere ombord, som vi selv oplærer internt og videreuddanner. Det er klart, at det sætter et større pres på organisationen, og at man skal frigive nogle ressourcer til oplæring, men vi har nogle dygtige folk med forskellig baggrund og grader af erfaring, som lærer fra sig og hjælper hinanden, og så kompetenceudvikler vi også på den måde,” fortæller hun.

Det sker