Ejendomsbranchens brug af digitale redskaber er blevet sat under lup i en nyudgivet rapport, som EjendomDanmark, PwC, Rambøll og BUILD på Aalborg Universitet står bag. Rapporten ”Status for digitaliseringen af ejendomsbranchen i dag” er et af de første step i et toårigt digitaliseringsprojekt, som skal afdække mulighederne for og potentialerne ved digitalisering i ejendomsbranchen. Konklusionerne i rapporten skaber afsæt for det videre arbejde.
Spæd begyndelse
En af de overordnede konklusioner i rapporten lyder på, at den digitale rejse på flere felter endnu er i sin spæde begyndelse. En konklusion er samtidig, at stadig flere i branchen har fået øjnene op for, at digitalisering kan være et centralt redskab til at få en mere bæredygtig virksomhed.
”Presset for digitalisering i ejendomsbranchen har traditionelt set ikke været voldsomt stærkt, men det billede ændrer sig,” fastslår Mikkel Alsø, økonomisk chefkonsulent i EjendomDanmark og projektleder for digitaliseringsprojektet.
Det er blandt andet ejendomsinvestorernes stadig større fokus på bæredygtighed og digitalisering, der driver udviklingen mod en stadig mere digital ejendomsbranche, viser rapporten. Flere større ejendomsvirksomheder ser i dag bæredygtighed som et konkurrenceparameter, og de ser digitalisering som det centrale redskab til at blive mere bæredygtige.
”Det er måske ikke altid bæredygtighed i sig selv, der er målet – men når virksomheder har fokus på driftsoptimering, bliver det en naturlig følge, når driften effektiviseres med nye digitale redskaber,” siger Mikkel Alsø.
Han understreger samtidig, at der er store forskelle på, hvor langt man er i forhold til at implementere digitale løsninger på tværs af ejendomsvirksomhederne og de forskellige brancheområder.
Behov for nye kompetencer
En række internationale tendenser påvirker udviklingen inden for både digitalisering og bæredygtighed i ejendomsbranchen i Danmark. Det gælder blandt andet ændrede ønsker og krav fra brugere og lejere af kontorbygninger, hvor certificering og økonomisk bæredygtig bygningsdrift blandt andet er i fokus.
”Forskningen viser, at der er behov for nye, digitale kompetencer hos både medarbejdere og ledelser i ejendomsbranchen, hvis den digitale og bæredygtige udvikling for alvor skal tage fart. Der er brug for mere viden om området ude i de enkelte virksomheder,” siger Mikkel Alsø.
Rapporten tager blandt andet også temperaturen på digitaliseringen i den danske ejendomsbranche hos udvalgte eksperter og praktikere. Konklusionen er overordnet, at der er et stykke vej endnu, og at digitalisering for de fleste i branchen er lig med administrationssystemer.
”Digitalisering skal ikke være et mål i sig selv. Det kan sagtens give mening ikke at tage nye digitale skridt, men det er vigtigt at vide, hvad man giver afkald på, og også hvilke muligheder man ville kunne udnytte, uden at det nødvendigvis bliver en større investering. Det kan give effekt på indtjening og bidrage til et bedre udlejningsprodukt,” siger Mikkel Alsø.
Lovgivningen er en barriere
Et område, der er langt fremme i ejendomsbranchen, er facilities management, der dækker over ejendomsdrift og vedligehold samt servicering af brugerne i ejendommene. Ønsket om at optimere driften og at drifte bygninger bæredygtigt driver udviklingen.
”Blandt andet brug af IoT-sensorer, som gennem automatisering i ”intelligente” bygninger styrer alt lige fra lys, varme til vandforbrug og luftkvalitet. Men det kan også handle om brugerspecifikke funktioner som administration af mødelokaler og antal forventede gæster i kantinen,” siger Mikkel Alsø.
Udviklingen inden for facilities management bliver dog bremset af forskellige typer lovmæssig regulering, der skaber barrierer for den bæredygtige udvikling. Projektgruppen vil senere i projektet se nærmere på digitalisering og den gældende lovgivning. Målet er at få skabt overblik, så branchens aktører kan tage de nødvendige forholdsregler for at overholde loven. Men der vil også blive kastet lys over, hvilke nye lovgivningsmæssige behov der kan forbedre vilkårene for branchen.
Kom på kursus
Styrker bundlinjen
I den modsatte ende af skalaen er property management, der dækker over ejendomsadministration og relationen mellem lejer og udlejer. Den digitale rejse på dette område er endnu i sin spæde begyndelse, hvis man altså ser bort fra de digitale administrationssystemer, som allerede bruges flittigt af administratorerne. Digitaliseringen i bredere forstand – hvor opsamling af data, nye datakilder, automatisering og kommunikationen får en større rolle gennem teknologi – er kun lige begyndt.
Der er dog også stor forskel på, om lejerne efterspørger mere digitalisering, og det afhænger af, om det er erhvervslejere eller boliglejere.
”Hos visse erhvervslejere har de digitale og bæredygtige ejendomsløsninger værdi, fordi de direkte – eller indirekte kan medvirke til at styrke bundlinjen, og det skaber en vis efterspørgsel,” siger Mikkel Alsø.
På boligområdet er der ikke den store udvikling, da boliglejerne ikke har helt samme fokus på digitale lejemål.
”Det er ikke boliglejerne, der af sig selv presser på for mere digitalisering af deres relation med udlejerne. Der findes dog grupper af lejere, der for eksempel efterspørger flere digitale kommunikationsløsninger – både mellem lejerne selv og med deres udlejer.”
I projektets næste fase er opgaven at afdække branchens behov og ønsker gennem blandt andet kvalitative analyser.
Du finder rapporten “Status på digitaliseringen af ejendomsbranchen i Danmark” her.
SUSANNE BLIX OM RAPPORTEN
Susanne er udviklingsdirektør i BoligGruppen og deltager i digitaliseringsprojektets referencegruppe
Hvordan kan digitalisering bidrage til jeres forretning?
Digitalisering kan bidrage til at styrke forholdet til vores lejere og understøtte og imødekomme deres krav. Det kan også hjælpe os til at kvalificere indsatser i forhold til ejendommenes CO2-forbrug og understøtte en bedre lejerservice. Samtidig kan digitalisering hjælpe os med ny viden og indsigt, som kan inspirere os til at skabe nye servicer, sikre et bedre afkast ved salg af ejendommen og vise vejen for nye markeder.
Hvorfor skal der fokus på digitalisering og dens muligheder?
Digitalisering er vejen til en bæredygtig udvikling i ejendomsbranchen. Med digitale redskaber og big data kan vi få et struktureret overblik over, hvordan vi kan minimere CO2-forbruget og optimere drift og vedligeholdelse. Vi kan også sikre os, at valg af materialer, tidsplaner, kommunikation, fremtidig drift og service bidrager til en bæredygtig livscyklus for de ejendomme, der opføres og renoveres. Endelig kan vi sikre os en mere veldisponeret og løsningsorienteret ejendomsadministration, hvor vi fortsat skal være relevante over for lejere og investorer.
SØREN MEYER OM RAPPORTEN
Søren er udviklingschef i GI og deltager i digitaliseringsprojektets referencegruppe
Hvorfor er rapporten relevant?
Jeg mener, at rapporten tegner et billede af, at der stadig er relativt få spillere, som er meget digitale. Den viser også, at der inden for mange forskellige områder formentlig er rigtig meget værdi at hente, ved at ejendomsbranchen er på vej mod en endnu højere grad af digitalisering. Rapporten tegner et meget tydeligt billede af, at der er et meget stort bæredygtighedselement i at få så mange med på den digitale hverdag som overhovedet muligt – og jo hurtigere, jo bedre.
Andre væsentlige konklusioner?
Det er glædeligt, at rapporten understreger, at der er en stor nysgerrighed på digitalisering. Vi skal finde ud af, hvad der trigger lysten til at blive mere digital, men også hvorfor nogle i branchen ikke er mere digitale. Er det en manglende lyst eller kompetence, og hvilke veje skal man gå for at få virksomhederne til at blive mere digitale? Måske er der brug for, at foregangsmænd klæder virksomhederne på – eller måske er der brug for at ansætte nogen, som kan tage ejerskab for opgaven.