Christina var blot fem år, da hun fik øjnene op for badminton. Hendes forældre havde ikke en finger med i spillet – det var en klassekammerats far, der en dag tog hende med på besøg i den lokale klub.
”Da jeg kom hjem, sagde jeg til min mor, at jeg ville begynde til badminton. Det mente hun dog ikke, jeg kunne, når jeg var så lille. Men jeg fik hende hurtigt overbevist. De første år brugte jeg primært ketsjeren til at spille luftguitar.”
I årene, der fulgte, blev Christina stadig bedre til at styre ketsjeren, og interessen voksede sig kun større. Da hun var færdig med folkeskolen, søgte hun ind på Team Danmark-gymnasiet i Greve for at få tid til at spille.
”Selvom jeg gik meget op i min sport, var det vigtigt for mig at have et liv ved siden af. På gymnasiet var der masser af mine klassekammerater, som ikke dyrkede sport på eliteplan, og det passede mig fint. Jeg ville gerne have lov til at te mig åndssvagt en gang imellem og tage til en fest, selvom der kun var en uge til en vigtig kamp.”
Kulturelle forskelle – en styrke
Da Christina var på sit højeste, var hun tilknyttet det internationale badmintonakademi i Greve og spillede på eliteniveau. Hun lå på det tidspunkt i top-10 over Danmarks bedste spillere og kan stadig genkalde sig følelsen af at stå over for sin modstander på banen, i en periode hvor alt stod på spil.
”De mange pressede og stressede situationer, som jeg har stået over for via min sport, hjælper mig i dag, når der skal præsteres og tænkes hurtigt i mit arbejdsliv,” siger hun.
Topplaceringen gav adgang til en række turneringer rundtomkring i Europa. Ud over at give Christina et internationalt netværk har hun samtidig fået en stor forståelse for forskellige kulturer.
”Både det at besøge forskellige europæiske lande og at møde spillere i klubben fra blandt andet USA, Canada, Iran og Kina har givet mig meget. Jeg er vokset op med, at selvom der er kulturelle forskelle, så kan man godt supplere og styrke hinanden. Det har givet en god ballast både på banen og i mit arbejde.”
Kom på kursus
Går gerne forrest
Christina ejer og driver i dag HHH Administration sammen med sin kollega, Anna Andersen. Hun har blandt andet ansvaret for at ansætte virksomhedens medarbejdere og sammensætte det rigtige hold. Her trækker hun på erfaringerne fra sportens verden.
”Kulturelle forskelle, aldersforskelle, forskellige typer mennesker – jeg er overbevist om, at et variereret sammensat team med forskellige kompetencer er det bedste team. Det kommer helt klart fra sporten, hvor forskelligheder kan være en fordel i en konkurrencesituation.”
Som leder trækker hun også på sine erfaringer som sportsudøver, når hun skal motivere medarbejderne til at kaste sig over større arbejdsopgaver – som de årlige generalforsamlinger.
”Ligesom ved en turnering gælder det om at komme godt i mål. Jeg går gerne forrest og ønsker at skabe en stemning af, at vi løfter i flok, og det bliver fedt. En træner, der står henne i hjørnet, er ikke motiverende, det gælder også på arbejdspladsen. Det handler om engagement.”
Fed foreningskultur
Christina spiller ikke længere på eliteniveau, men træner stadig badminton i Solrød Strand Badmintonklub (SSB) to gange om ugen, hvor hun ligger i anden division. Selvom det kun bliver til nogle timers træning om ugen, vier hun stadig meget af sin tid til den lokale klub, hvor hun har kastet sig over frivilligt arbejde. Hun sidder både i bestyrelsen og er sponsorudvalgsformand samt drivkraft i foreningens erhvervsklub for SSB’s samarbejdspartnere.
”Min motivation og lyst til frivilligt arbejde skal findes i det sociale. Jeg brænder for en fed foreningskultur og de relationer, som opstår. Efter at være blevet mor til to er denne drivkraft blevet endnu større. Jeg synes, at foreningslivet er det perfekte sted for børn og unge at mødes og danne sunde relationer.”
Ud over posterne i klubben står Christina for træningen af klubbens mindste spillere fra tre til seks år under overskriften ”miniton”, hvor hendes to egne børn også begyndte at spille, da de fyldte tre år. Snart skal hun i gang med planlægningen af en uges badmintonskole i sommerferien.
”For mig er det vigtigt, at ungerne har et sted, hvor de kan lave noget aktivt og socialt frem for at sidde hjemme eller i SFO’en og spille PlayStation. Der skal ske noget anderledes og skægt i de uger, hvor mor og far er tilbage på arbejde.”