Philip Maury har sat sig godt til rette i plyssædet på Det Kongelige Teater. Det er premiereaften på en ny, moderne ballet, og han er ulastelig klædt i smoking. Midt i mørket kan han pludselig mærke, at facaden er ved at krakelere, tårerne presser sig på. Det kommer helt bag på ham, at en moderne ballet kan nå helt ind under huden på ham. Han forsøger at kæmpe imod, men:
”Det er, som om Niagara Falls tager over. Jeg bliver bevæget. Der er nogen, der har formået at komme helt ud over scenekanten. I det øjeblik finder jeg ud af, at moderne ballet også interesserer mig, og jeg begynder at rejse rundt i verden for at se mere.”
De følelser, ballet kan vække, har altid virket dragende på Philip. Derfor går han typisk efter opsætninger, hvor der udtrykkes stor kærlighed eller smerte.
”Der er ikke noget bedre, end når nogen fra scenen åbner op til dine indvolde, kaster dem ned på jorden og tværer dem rundt. Blot for at kaste dem tilbage til dig, klappe dig på hovedet og sige: Fint, så kan du gå videre. Da føler man, at det giver mening at gå på arbejde og tjene penge blot for at kunne se samme forestilling igen og igen,” siger Philip.
Teatertorden og springvand
Interessen for ballet går tilbage til barndommen, hvor Philips forældre var flittige tilskuere til den kongelige ballet. Særligt ”Nøddeknækkeren” står tydeligt i erindringen, men også den eventyrlige mystik, teaterverdenen kan levere.
”Meget kan ske på scenen – lige fra teatertorden til springvand. Alt det spektakel fangede også mig. Mine forældre præsenterede mig for den klassiske Bournonville, der fortsat er en del af repertoiret på Det Kongelige Teater.”
Bournonville refererer til August Bournonville, der var koreograf og balletmester ved Det Kongelige Teater i 1800-tallet. Han står bag koreografien til balletter som ”Sylfiden” og ”Napoli.”
”Bournonville leverer en næsten pantomimeagtig fortællekunst, som er meget unik og ikke ses andre steder i verden. Men repertoiret er og bliver meget klassisk. I Danmark har vi stadig til gode at kunne levere de moderne balletter, der taler til nutiden,” siger Philip.
Hans jagt efter moderne balletter har de seneste år ført ham til scener i Wien, Paris og det russiske Bolsjojteater. Han har særligt kastet sin kærlighed på koreograferne Paul Lightfoot og Sol León – et makkerpar, som står bag hans foretrukne moderne ballet, ”Singulière Odyssée.” Som Philip udtrykker det:
”Det er en af de balletter, jeg bare må se, ligegyldigt hvor den opføres i verden.”
Eget balletkompagni
Men det er ikke længere nok for Philip at være tilskuer. Han går i øjeblikket med en drøm om at få trukket den moderne ballet til Danmark.
”Det danske publikum er meget loyale. Du kan næsten vise hvad som helst, og de vil kunne lide det – fordi de ikke er vant til noget bedre. Jeg vil gerne vise dem det ypperste,” siger han og fortsætter:
”Moderne dans handler ikke kun om at rulle rundt på gulvet med sneakers på – det kan vi alle sammen finde ud af. Lad os rejse os op og danse – noget ypperligt og fantastisk. Det er ikke en opgave, vi selv kan løfte i Danmark p.t. – vi må hente hjælp til det udefra.”
Philip barsler med tanken om at sammensætte sit eget balletkompagni med udenlandske dansere og koreografer. Kontakterne har han allerede.
”Jeg kan ikke koreografere eller lave scenografi, men jeg ved, hvad der er godt og skidt inden for ballettens verden, og jeg ved, hvem jeg skal ringe til. Jeg har allerede samlet en lille gruppe ekstremister, som er med på idéen,” siger han.
Flaget er sat
Ud over at bringe den moderne ballet til Danmark er det også et mål for Philip, at balletten skal på turné – fra Svendborg til Aarhus.
”Når bjerget ikke kommer til Muhamed, må Muhamed komme til bjerget. Vi har sat et flag i horisonten, så sæt kryds i kalenderen i maj 2022,” siger Philip med et smil.
Denne artikel er første gang bragt i magasinet Ejendom nr. 1, 2021