/ Nyheder / Vigtig sparringspartner

Vigtig sparringspartner

I efteråret 2022 begyndte Kim Wrisberg Sang Hansen en ny tilværelse som selvstændig boligadvokat og ejendomsadministrator. Selvom han har 17 års erfaring i branchen, var han ikke i tvivl om, at EjendomDanmark skulle være sparringspartner i hans nye virke.

Af

Efter flere end 750 generalforsamlinger – og 17 år som ejendomsadministrator for nogle af landets største andelsbolig- og ejerforeninger – følte Kim Wrisberg Sang Hansen, at det var tid til at kaste sig ud i noget nyt.

Derfor har han startet en ny tilværelse som selvstændig med virksomheden Sangea, hvor han som boligadvokat yder juridisk rådgivning og ejendomsadministration til andelsbolig- og ejerforeninger.

”Noget af det første, jeg gjorde, da jeg blev selvstændig, var at melde mig ind i EjendomDanmark. Jeg har arbejdet mange år i branchen, og jeg kendte derfor til brancheorganisationen gennem mine tidligere arbejdspladser. De har altid haft gavn af at være medlem. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige for mig, nu hvor jeg har kastet mig ud i at drive min egen virksomhed,” forklarer Kim Wrisberg Sang Hansen og uddyber:

”Jeg er ikke ny i ejendomsbranchen, men jeg er ny som selvstændig. Lige meget hvor dygtig man er, er det altid godt med en sparringspartner. Især når man er alene om det hele.”

Fortolker kompleks lovgivning

Der er dog allerede planer om at udvide forretningen med endnu en medarbejder. Til trods for at Sangea er en ny virksomhed, er efterspørgslen efterhånden så stor, at Kim Wrisberg Sang Hansen ikke kan følge med, når han også skal stå for al den praktik, der er, når man stifter sin egen virksomhed.

Han har derfor også allerede haft gavn af de forskellige skabeloner, som EjendomDanmark stiller til rådighed, ligesom han ser det som en stor fordel, at han løbende kan læse EjendomDanmarks fortolkning af ny og relevant lovgivning inden for ejendomsområdet. 

Som Kim Wrisberg Sang Hansen siger det: ”Lovgivningen er kompleks. Så det er rart, at man ikke selv behøver at opfinde den dybe tallerken hver gang.”

Brancheopdatering

Som boligadvokat drager Kim Wrisberg Sang Hansen særlig stor nytte af EjendomDanmarks juridiske rådgivning og de juridiske nyheder, som holder ham fagligt opdateret.

Han sætter dog også pris på, hvad han beskriver som mere bløde historier:

”Jeg læser det ugentlige nyhedsbrev – og ud over det faglige indhold føler jeg også, at jeg bliver opdateret på, hvad der foregår ude i branchen, gennem de mere bløde historier om mine kolleger, som er med til at inspirere mig.”