/ Nyheder / Tid til andet end arbejde

Tid til andet end arbejde

Træning, tandlæge eller tidsfordriv. Medarbejderne hos Vest Administrationen har fået mere fritid i takt med, at stadigt flere fredage er gjort til fridage. For medarbejderne har det betydet helt nye arbejdsrutiner, men 4-dages ugen byder stadig på en række ubekendte.

Af

Hos Vest Administrationen er en 4-dages arbejdsuge blevet implementeret med succes.

Hvad vil en 4-dages arbejdsuge sige? Går vi ned i løn? Og hvad skal vi gå på kompromis med? Spørgsmålene stod i kø hos medarbejderne, da Vest Administrationen for to år siden løftede sløret for at gøre fredag til fridag i slutningen af 2022.

Mindre smalltalk

Med tiden er spørgsmålene blevet færre, og ingen er gået ned i løn. Til gengæld er der mindre smalltalk ved kaffemaskinen, og er der behov for at vende noget med en kollega, skal det foregå uden for de perioder af dagen, der er afsat til at arbejde effektivt uden forstyrrelser – også kaldet fokuszoner.  Også arbejdsopgaver er blevet omfordelt for at tidsoptimere. Administratorerne koncentrerer sig nu om kunderne, mens backoffice i højere grad løfter standardopgaver.

”At gå ned til en 4-dages arbejdsuge betyder, at vi skal være langt mere effektive, når vi er på arbejde. Derfor har vi blandt andet kigget på, hvem der løfter hvilke opgaver. For eksempel har jeg som administrator tidligere udarbejdet ejendomsmæglerbesvarelser, men det tager backoffice sig nu af. Alt i alt bruger vi tiden hver især mere målrettet,” siger Maja Hjersted, der er ejendomsadministrator hos Vest Administrationen.

Hun og kollegaen Andreas S. Kirkegaard er en del af en styregruppe, der skal sikre, at alle ansatte føler sig trygge i den nye hverdag, der har krævet både omstilling og nytænkning.

Stadig ubekendte

4-dages arbejdsugen byder stadig på en række ubekendte – blandt andet hvordan virksomheden skal opretholde et socialt sammenhold.

”Flere af os arbejder hjemme et par gange om ugen, og med fredag fri er der mange dage, hvor vi ikke ses. Men Vest Administrationen har altid været stærk på aktiviteter, der styrker sammenholdet, og dem er der stadig plads til. Blandt andet vores Innovation Friday,” siger Andreas.

På Innovation Friday sætter medarbejderne en halv dag af den sidste fredag i måneden og byder ind med ideer, tiltag og udviklingsprojekter, der skal styrke effektiviteten. Det vil virksomheden fortsætte med.

”Disse fredage vil nu også koncentrere sig om sociale aktiviteter, hvor vi udnytter, at alle er samlet,” siger Andreas.

En anden ubekendt er, hvordan en 4-dages arbejdsuge spiller sammen med forårets mange generalforsamlinger, som er den mest tidskrævende periode hos administrationsvirksomheden.

”Vi håber selvfølgelig, at de nye arbejdsrutiner hjælper os på vej. Og ellers må vi tage et par fredage i brug i løbet af foråret,” siger Maja.

Plads til træning og uddannelse

Lige nu nyder Maja og Andreas udsigten til mere fritid, og de har allerede sat sig nogle mål. Maja er i gang med en lederuddannelse og bruger blandt andet de ledige timer på at læse lektier. Andreas er i gang med at træne op til at bestige Kilimanjaro.

 ”Jeg var ikke god til at holde fri for at passe på mig selv, men det er der mulighed for nu, og jeg føler mig frisk på en helt anden måde, når jeg møder ind mandag morgen,” siger Maja.