/ Nyheder / Svanemærket strammer kravene til renovering 

Svanemærket strammer kravene til renovering 

Med øget fokus på cirkulær økonomi og klima har Svanemærket strammet kravene for renovering.

Af

Bliv klogere på Svanemærkets øgede krav. Foto: Miljømærkning Danmark.

Svanemærket strammer løbende kravene til at opnå deres certificering. Det gjorde de i 2023, og det gør de nu igen – denne gang med fokus på renoveringer.  

Og det giver god mening, da en stor del af landets eksisterende bygningsmasse er bygget før 1980, og derfor med tiden kan trænge til renoveringer. Her kan det give mening at gøre det i overensstemmelse med Svanemærket, der kræver hensyn til mange bæredygtighedsparametre og kan sænke omkostningen sammenlignet med nybyggeri.   

Fra Svanemærket lyder det, at de forventer større interesse for renoveringer.  

”Vi oplever, at byggebranchen generelt har øget fokus på, hvordan den kan bidrage til den grønne omstilling – og på at recirkulere materialer. Derfor forventer vi også en øget interesse for svanemærket renovering. Og med de nye skærpede krav, får branchen et virkelig effektivt værktøj til at fremme det cirkulære byggeri og styrke klimaindsatsen”, siger Stinus Kappel Andersen, seniorkonsulent og nordisk produktansvarlig i Miljømærkning Danmark, i en pressemeddelelse. 

Cirkulær økonomi og klima i fokus 

Svanemærket har en holistisk tilgang og fokuserer på hele byggeriets livscyklus. Derfor indeholder mærkningen både krav til materialer, byggeprocessen, brugsfasen samt håndtering af affald og recirkulering af byggematerialer. Som en del af de nye krav er der dog kommet øget fokus på cirkularitet og ligeledes er der kommet flere klimakrav. 

Svanemærkets nye krav omfatter blandt andet: 

  • Kortlægning og håndtering af skadelige stoffer i den eksisterende bygning. 
  • Kortlægning af komponenter og materialer, der er egnede til genbrug. 
  • Lavt energiforbrug eller en betydelig reduktion i samlet forbrug af primærenergi sammenlignet med før renoveringen. Dog er der en undtagelse for fredede bygninger og bevaringsværdige bygninger. 
  • Fugtkontrol af eksisterende konstruktioner og i renoveringsprocessen. 
  • Miljømæssige og sundhedsmæssige egenskaber ved kemikalier, der bliver brugt i både byggematerialer og kemiske byggeprodukter. 
  • En materialelogbog for at sikre sporbarhed på de materialer og kemiske produkter, der indgår i byggeriet. 
  • Effektiv sortering af byggeaffald, der fremmer genbrug, genanvendelse og anden materialenyttiggørelse. 
  • Kontrol af renoveringsprocessen. 

Det er nu muligt for renoveringer af kontorbygninger, skoler og daginstitutioner, hoteller og konferencefaciliteter samt beboelsesejendomme som parcelhuse, lejligheder, rækkehuse, studieboliger og boliger til ældre eller personer med handicap at opnå Svanemærket. 

Bliv klogere på mærkningen 

Nordisk Miljømærkning inviterer torsdag den 21. marts kl. 10-11.30 til lanceringswebinar om Svanemærkets nye krav til renoveringer.  

Tilmelding til webinaret foregår på Svanemærkets hjemmeside.