/ Nyheder / Regeringens klimatilpasningsplan er vigtig for ejendomsejere  

Regeringens klimatilpasningsplan er vigtig for ejendomsejere  

Regeringen har præsenteret et udspil til en national klimatilpasningsplan, som blandt andet skal styrke beskyttelsen mod stormflod. Det er afgørende i en tid med mere ekstremt vejr og stigende risiko for skader og værditab på ejendomme, lyder det fra EjendomDanmark.

Af

Regeringen har netop præsenteret sit udspil til klimatilpasning på et pressemøde.

Vand fra oven i form af regn og skybrud om sommeren og stormflod fra kysterne kommer til at have stor påvirkning på boliger og ejendomsmarkedet. Hertil står vandspejlet og grundvandet højt, og med vådere vintre har vandet svært ved at løbe væk – særligt hvis et usædvanligt vejrfænomen rammer. 

Med udsigt til mere ekstremt vejr i fremtiden er det ifølge EjendomDanmark positivt, at regeringen i dag har præsenteret et udspil om klimatilpasning: 

”Vi har længe efterspurgt en langsigtet og national handlingsplan. Kommunerne har i flere år arbejdet med klimatilpasning – særligt i udsatte kommuner som Dragør og Vejle – men vandet stopper ikke ved kommunegrænserne. Derfor er det afgørende, at indsatsen tænkes og planlægges i en samlet national ramme,” siger Jan Ellebye, politisk direktør i EjendomDanmark, og fortsætter: 

”Der er behov for markante investeringer i at værdisikre danske byer og ejendomme fra stormflod, stigende grundvand og skybrud, så vi kan beskytte både boliger, arbejdspladser og store samfundsværdier.” 

Udspillet tidobler statens økonomiske støtte til kystbeskyttelse og blev præsenteret klokken 13.00 på et pressemøde med miljøminister Magnus Heunicke (S), minister for by- og landdistrikter Morten Dahlin (V) og klimaminister Lars Aagaard (M). 

En ny normal 

Desværre er udsigterne, at det bliver både normalt og hyppigt med skybrud og stormflod som følge af klimaforandringerne. Ekstremt vejr betyder, at vi i Danmark og Norden kan forvente mere vand, ligesom Sydeuropa også er begyndt at opleve somre med ekstremt høje temperaturer i lange perioder. 

Det er blevet understreget blandt andet i DTU’s rapporter med data fra DMI om klimasikring og økonomiske konsekvenser. Det forventes, at en 100-års hændelse som stormfloden i 2024 vil blive omkategoriseret til en 20-års hændelse allerede i 2050. Her vil stormflod og skybrud give de største økonomiske skader ved oversvømmelser af ejendomme og infrastruktur. Disse forandringer skaber en betydelig praktisk og økonomisk usikkerhed for ejendomsbranchen. 

Danske byer er primært kystbyer, og derfor er det ikke kun sommerhusområder, men også helårsboliger, udlejningsejendomme, infrastruktur og investeringer, der risikerer store skader – og som kan ændre, hvor og hvordan vi bosætter os. Dog viser regeringens udspil, at der er behov for en prioritering af den eksisterende bygningsmasse, ikke kun i udsatte områder, men også der, hvor skaderne kan blive mest omkostningsfulde. I Danmark har vi stormflodsordningen, som er en kollektiv og solidarisk ordning, hvor alle betaler til fællespuljen, når ulykken er ude ved store og ekstreme vejrhændelser. 

Udover udspillet forventes det også, at den enkelte ejendomsejer de kommende år skal tage ansvar for tilpasninger på egen ejendom eller via grundejerforeninger for fælles arealer, fx nærliggende å-løb, der kan flyde over og påvirke flere ejendomme. Om ikke andet vil dette afspejle sig i markedet med både stigende forsikringspræmier og krav fra den finansielle sektor i forbindelse med belåning og lån til klimasikring af boliger og værdisikring af den danske boligmasse og den underliggende boligøkonomi. 

EjendomDanmark samarbejder allerede med Rambøll om, hvordan man som ejendomsejer og administrator selv kan tage nødvendige skridt til at tilpasse ejendomme, og afholder bl.a. for første gang kursus i denne uge om klimasikring af ejendomme, som du kan læse mere om eller tilmelde dig her.