/ Nyheder / PostNords “Track and Trace” med efterfølgende udtalelse fra PostNord kunne godtgøre, at påkrav var kommet frem

PostNords “Track and Trace” med efterfølgende udtalelse fra PostNord kunne godtgøre, at påkrav var kommet frem

Højesteret har slået fast, at anbefalede breve fortsat er fremkommet på det tidspunkt, hvor det anbefalede brev blev forsøgt afleveret på trods af PostNords ændrede praksis ved brug af anbefalede breve. Dermed slår Højesteret fast, at retningslinjerne fra GD 2015/52H fortsat er gældende.

Af

En andelsboligforening havde den 11. januar 2019 afsendt betalingspåkrav til andelshaver – såvel ved anbefalet brev som med almindelig post. Påkravet blev fulgt op af andelsboligforeningens beslutning om eksklusion og ophævelse af brugsretten til andelsboligen den 4. februar 2019, hvilket andelshaver fik meddelelse om ved brev af 5. februar 2019. Brev med eksklusionsbeslutning var fremsendt såvel anbefalet som med almindelig post. 

Sagens hovedspørgsmål var, om påkravet var kommet frem til andelshaveren.

Det fremgik af “track and Trace”-udskriften fra PostNord, at det anbefalede brev var forsøgt afleveret den 14. januar 2019. Derudover var anført, at PostNord sender en besked om, hvornår brevet kan afhentes. Det fremgik derudover, at brevet var klar til afhentning den 15. januar 2019, og at brevet var returneret til afsender den 30. januar 2019. 

Andelsboligforeningen indhentede til brug for sagen en udtalelse fra PostNord om afleveringen, hvorfor en kundeservicemedarbejder ved mail af 14. maj 2019 oplyste, at brevet blev forsøgt omdelt den 14. januar 2019 kl. 16.47, og at der blev efterladt en besked om, at der var en forsendelse til afhentning på posthuset. 

Højesteret fandt, at andelsboligforeningen havde godtgjort, at påkravet var kommet frem til andelshaveren, og at betingelserne for eksklusion af andelsboligforeningen som følge af betalingsmisligholdelse var opfyldt, hvorfor fogedsagen om udsættelse af andelshaver kunne fremmes. 

Med kendelsen ændrer Højesteret praksis gengivet i GD 2018/60 Ø for, hvorvidt et brev er kommet frem, når PostNord ikke har kunnet aflevere brevet til modtager, men efterfølgende giver meddelelse om, at brevet kan afhentes. Track and Trace-udskriftet kan dog ikke stå alene, idet den efterfølgende udtalelse fra PostNord er nødvendig for at løfte bevisbyrden. 

Højesterets kendelse bliver refereret i EjendomJura nr. 3 som GD 2020/25 H. 

 

Seneste nyheder